Det er pinsedag, en gang i 1970érne. Det er dagen for den årlige pinsefrokost med hele familieudtrækket på min mors side. Bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner, grand-ditto, plus det løse.

Det har gået på skift, men de seneste år er det foregået hos mine bedsteforældre, fordi min morfar er kørelærer, og derfor råder over et stort teorilokale på første sal, som nogenlunde uproblematisk lader sig omdanne til festlokale for et selskab af denne størrelse. Og så ligger teorilokalet tillige med, op og ned af husets store badeværelse og toilet, hvilket har vist sig praktisk, når det rigelige indtag af øl og snaps skal ekspederes ud i den anden ende. Minusset er placeringen på første sal, som tilgås af en stejl vindeltrappe i støbejern, som kan være en udfordring for frokostdeltagerne, når de skal nedenunder for at gå i Tivoli eller, helt galt, når de skal hjem sidst på dagen.

Min mormor vrikker rundt og rigger til med borddækning og pålægsfade. Hun er, som altid, iført forklæde uden smæk, men med lommer, som rummer tandstikkere, håndbroderet lommetørklæde, neglesaks og læbestift. Og i stil med vores dronning, så har hun næsten altid sin store mørkeblå håndtaske med sig rundt i huset. Ikke fordi hun, som tilfældet er med Daisy, ryger cigaretter, jeg tror bare hun føler sig nøgen uden sin håndtaske. Den står også på gulvet ved siden af hendes seng om natten.

Familien kommer alle sammen med noget til frokosten. En tante har æg og rejer med. En anden har sild og karrysalat med. Og så er der fiskefileter med remoulade, laks, og røget ål, som er min morfars yndlingsspise. Andre har skærepålæg med, charcuteri, som min mormor insisterer på at det hedder, med sky, æggestand, løgringe og karse. Og som dessert er der selvfølgelig ostebord med smørtyve og frugtsalat. Det hele skal skylles ned med øller og sodavand, som hentes op fra viktualierummet i kælderen, i en fletkurv. Herfra kommer også snapseflaskerne, som er på frost, og på grund af divergerende holdninger til, om det er Brøndums eller Akvavit der er den ”rigtige” frokostsnaps, er der indkøbt rigeligt af begge dele.

I min mors barndom gjorde min mormor ikke nogen dyd ud af madlavning. Det interesserede hende ikke stort, og i perioder fik de simpelthen den varme mad fra et pensionat i nærheden. Ikke desto mindre har hun et imponerende udvalg af fade, platter, opsatser, skåle og andet serveringsservice, som ville gøre de fleste forsamlingshuskøkkener til skamme.

Det kommer alt sammen i brug ved sådan en lejlighed som pinsefrokosten. Rullepølse bliver foldet kunstfærdigt i vifter på stålfadene, og pyntet af med løgringe og sky. Ostene bliver placeret æstetisk på glasfade, med vindruer imellem, og ringe af grøn peberfrugt i rækker ovenpå. Frugtsalaten er fyldt i en stor glasskål med sirligt mønster, og den er svær at lade stå i fred, på grund af det gavmilde lag af høvlet kogechokolade på toppen.

Jeg synes det er sindssygt flot, når stålopsatserne er kommet på bordet og der er pålæg i flere etager. Rugbrød og franskbrød, skåret i meget tynde skiver (så man ikke blev alt for mæt inden man var færdig med fisken) står i flade fletkurve med servietter i bunden, under pålægsopsatserne. Jeg synes damerne er meget dygtige, og det er både underholdende og irriterende at være i køkkenet, mens de gør klar. Underholdende, fordi man nogle gange får en voksenhemmelighed med i forbifarten, og irriterende, fordi man risikerer at blive sat i arbejde, selvom man ikke engang er ti år endnu.

Imens damerne gør bordet færdigt, står mændene ude i gården og føler hinanden lidt på tænderne. Sommetider er der en kontrovers fra pinsefrokosten i fjor, som skal lægges helt til hvile, inden man tager en ny runde med snaps. De skal i det hele taget lige have fordelt de usagte roller imellem sig, så der ikke bliver de store overraskelser i løbet af dagen. Nogen af dem har kørt langt, endda helt fra København, har været med færge og alting, og har måske lidt luft i maven, som lige skal skydes af, inden man går til bords. Rygning er ikke et problem i 1970érne, der bliver røget flittigt af alle omkring bordet hele dagen igennem, sommetider ryger en af min mors morbrødre endda mens han spiser. Det synes vi børn er imponerende, og vi sidder og venter på, hvornår han bliver så fuld at han kommer til at spise smøgen, og suge på gaflen.

Sidst på dagen kan røgen godt blive lidt stram for os børn, selvom et vindue åbnes på klem, og selvom vi må drikke alle de citronvand vi vil. Så buldrer vi ned af vindeltrappen, og leger i haven og i drivhuset, eller vi går rundt og klasker min morfars kørelærerskilte, som er magnetiske, på alle bilerne i indkørslen. Vi gør det mest for at slå tiden ihjel, indtil der sker det, som vi betragter som dagens højdepunkt. Udover, når et par af onklerne tisser overkors, det er også rasende skægt. Men dagens rigtige højdepunkt er, når alle mændene bliver enige om det geniale i at gå i Tivoli med alt afkommet, mens damerne rydder op.

Tivoli ligger kun et par hundrede meter fra mine bedsteforældres hus, og vi spankulerer afsted i en broget flok af overrislede og feststemte herrer, og et antal rollinger i varierende aldre. Inde i haven får vi lov at futte rundt selv, mens herrerne får sig en kold øl i en af beværtningerne. De er blevet tørstige igen af spadsereturen. Vi løber til og fra, og henter mønter til det vi gerne vil prøve. På et tidspunkt rejser mændene sig, og følger med, for nu skal de konkurrere om hvem der kan skyde den største bamse ned, som har til formål at formilde damerne, når vi vender hjem igen.

Dette år vinder min morfar, og skyder, ikke en bamse, men en trehjulet cykel af tvivlsom kvalitet, ned. Det udløser et brøl af grin mellem herrerne, og da vi forlader haven for at vende næsen mod mine bedsteforældres hus, og osteanretningen og frugtsalaten, kommer en af onklerne i tanke om, at han vil transportere cyklen hjem ved at køre på den. Den lille cykel i blankt, blødt stål med rød plasticlaksadel, er beregnet til små børn i to-tre års alderen. Ikke til berusede onkler med vellevned-bug. Så den splatter simpelthen sammen under ham, og bliver flad som en pandekage.

Hele vores sammenrend, plus en del forbipasserende, griner højt, selvom nogle af os børn også synes det er lidt ærgerligt. Ingen, vi kender, har nogensinde vundet en cykel, så det har vi gået og glædet os til at prale med, når skolen startede igen. Nu har cyklen ligesom mistet sin magi, i sin nye aflange deform. Mændene har det åbenbart lige sådan, for de mister interessen i at bringe den med hjem. Det er os børn, som mokker med at få den slæbt hjem, i et naivt håb om at den kan reddes.

Resten af pinsefrokosten ligger cyklen i garagen, ved siden af min morfars kørelærervogn. Damerne er ikke formildede. Men frugtsalaten får sindene til at falde til ro igen, og gemytterne dæmpes yderligere med et par snapse mere, så den stærke ost ikke krilrer i halsen.

Næste gang jeg kommer på besøg hos mine bedsteforældre står cyklen ude i gården. Den har fået sin oprindelige facon igen, nogenlunde opretstående. Det viser sig at min morfars gamle ven, som er lidt af en multikunstner med et svejseapparat, har fundet ud af at bøje, forstærke og svejse lidt her og der, så cyklen igen kan køre. Nu kan den ovenikøbet holde til børn i 10-års alderen. Dog stadig ikke ældre, trivelige onkler.

Cyklen står i mine bedsteforældres kælder i mange, mange år, og hentes frem hver gang der kommer småbørn på visit, så de har noget at underholde sig med på flisearealet i gården.

Den bliver først smidt ud, da min morfar dør i mine bedsteforældres hjem i 2009, og huset skal tømmes.

I betragtning af at cyklen startede sine dage som en billig Tivoli-gevinst, made in China, så tog den gevaldigt revanche, som bærer af fantastiske minder om en fantastisk familie i fantastisk festligt lag, set med et lille barns øjne. Det er da ikke så dårligt?

---------

Noget af det værste jeg kan forestille mig, er at blive opfattet som dum. Det har jeg, af en eller anden grund, været rædselsslagen for hele mit liv, og når jeg har mareridt handler det næsten altid om at jeg føler mig dum, uklog, ikke-intelligent. Dét kan få mig til at svede.

Jeg ved godt at jeg ikke er dum, så klog er jeg. Det er en irrationel følelse, for jeg ved alt muligt om alle mulige ting, og en af mine forcer er helt klart, at jeg kan finde på noget at snakke med alle mennesker om, fordi mit bagkatalog er en velassorteret landhandel.

Men for eksempel afskyr jeg spil som Trivial Pursuit. Og jeg bryder mig heller ikke om at spille kort. Jeg synes ikke det er interessant at sidde og ryste paratviden af sig, og jeg er en fjums til at huske udenad, og til at holde fokus på, hvem der har smidt hvad i en kortbunke, så jeg kan lægge en strategi for mit næste træk. Og i mange år har jeg gået rundt og følt mig sådan lidt halvdum, fordi jeg havde det sådan. Men det er simpelthen fordi jeg keder mig! Og dét er en ret ny erkendelse for mig! At det ikke betyder jeg er dum, det betyder ganske enkelt at jeg er så kvik, at jeg keder mig! Tøhø!

Eller jeg er vel bare kvik på en anden måde. Jeg kommer hurtigt til at føle mig begrænset af de regler, som naturligt følger med at spille bestemte spil. Eller af en koreografi til musik, jeg vil bare bevæge mig!

Jeg er sådan en der er filterløs, når jeg hører musik. Der er helt åbent i den kanal der fører til mit følelsesmæssige epicenter. Jeg bliver hudløs, og finder jævnligt mig selv siddende med bilradioen på fuld styrke, råbende i vrede, hulkende over en umulig kærlighed, jublende ved tanken om den helt perfekte performance på ungdommens dansegulv, en aften hvor alting gik op.

Jeg er opslugt, og samtidigt er jeg aldeles uinteresseret i, hvordan et stykke musik er skruet sammen, er ligeglad med noder, og ligeglad med, på hvilken pladeudgivelse et nummer hører hjemme. JEG. ER. LIGEGLAD. Jeg mærker. Jeg tænker ikke.

På samme måde er jeg forgabt i sprog. I litteratur. Jeg bliver eksalteret når jeg læser formuleringer, som rammer en følelse, holdning, eller et budskab lige i røven! Når en forfatter lykkes med at konstruere sætninger som får mit hjerte til at juble. Hvis en foredragsholder eller stand up komiker laver et fedt throwback, eller et bekendtskab anvender et ord som ”pauvert”, som de fleste af os havde glemt.

Men sjovt nok er jeg helt kold og flad, når det handler om grammatik og kommatering. I. DON´T. CARE. Jeg frydes bare.

Og jeg er helt på, når mennesker vil have noget af mig, og giver noget af sig selv tilbage. Og omvendt, når mennesker ikke er til stede eller ikke ”vil noget”, så rammes jeg af følelsen af at spilde liv.

Med alderen har jeg lært at være i det, uden at smadre porcelænet.

Og apropos det; da jeg var en ganske betragtelig del yngre end jeg er nu, holdt jeg af at varme op til byture på en græsk taverna, der havde levende musik. Når jeg skal være helt ærlig, så brød jeg mig ikke voldsomt om Retsina og Ouzo, eller græsk musik, for den sags skyld. Men tilsammen skabte det en stemning, som også var båret af en gæstfrihed og skiden-hul i regler for morskab, som tiltrak mig. Og der var ingen som havde lært mig at danse Zorba, eller gjort mig opmærksom på, at det primært var en dans for herrerne i rummet.

Jeg dansede bare. Mens porcelænet fløj om bentøjet på mig. DID.I.GIVE.A.FUCK? NO.

En del af mine italienske sko fra dengang har snitsår, som ikke lader sig pudse op. Men man må regne med en vis spildprocent, når man en gang imellem er kvik nok til at dumme sig henne i offentligheden.

For er du rigtig klog, hvor var det skægt!

---------

Jeg kan godt blive virkelig træt, af alt det jeg skal mene noget om. Og jeg kan blive virkelig, virkelig træt af, at når jeg så mener noget, så er der tit nogen der skal fortælle mig, at jeg ikke kan tillade mig at mene noget om noget, og ikke noget om noget andet.

Er man et u-rummeligt menneske, hvis man for eksempel tilkendegiver sin positive holdning til homoseksuelles ret til at få børn, og ikke omgående også tilkendegiver, at man naturligvis også synes at transseksuelle bør have samme ret? For eksempel?

Jeg synes faktisk godt jeg for det meste kan finde ud af hvad jeg mener om noget. Og jeg vil gerne snakke om det, og diskutere det. Især hvis det er noget jeg i virkeligheden ikke ved sindssygt meget om, men blot har en instinktiv holdning til.

Og faktisk synes jeg ikke jeg skylder alle minoritetsgrupper på planeten evigt troskab, bare fordi jeg kender en flygtning, som jeg mener, fortjener en opholdstilladelse, eller fordi jeg ikke tror, at børn af homoseksuelle forældre går glip af noget, som de ikke kan få uden for kernefamilien. For eksempel.

Vi bliver hele tiden bombarderet med nyheder og opdateringer på sociale medier, og sommetider vil man gerne synes godt om noget, og måske ovenikøbet nedfælde en kommentar til et opslag. Det vil jeg i hvert fald gerne. Sommetider. Efterhånden sjældent.

For jeg orker simpelthen ikke at få skudt i skoene at jeg ikke er rummelig eller empatisk, hvis min kommentar ikke afspejler at jeg har reflekteret røven ud af bukserne om emnet, delemner, tæt-relaterede emner, og emner der ind imellem ikke engang er fjernt beslægtet med det oprindelige emne!

Jeg tror på der er nok til os alle sammen. Og hvis vi nu holdt op med at være så pisseoptagede af at lege politibetjente overfor hinanden, så kunne vi bruge energien på at være opmærksomme på dem der virkelig trænger til det.

Og tænk hvis vi turde stole på, at hvis jeg er opmærksom på dem, som rammer noget i mig, og du er det på dem, som rammer noget i dig, så er der garntrisse også nogen som er opmærksomme på dem, som ikke rammer noget i dig og mig. For vi er heldigvis forskellige, hurra!

Sådan har Universet indrettet det, så det behøver vi slet, slet ikke bruge krudt på. Vi kan, med ro i sindet, futte rundt nede i lavpraktikken, og fokusere på at være ordentlige mod hinanden, så meget vi orker. Og når vi ikke orker mere, eller bare lige skal have en pause, så er der andre der tager over.  

Jeg køber Hus Forbi, og betaler overpris for det, når jeg har overskud. Jeg køber også sommetider en Snickers og en håndbajer til sælgeren. Jeg støtter Kræftens bekæmpelse og Dansk flygtningehjælp. Jeg handler ret tit på Stop madspild-hylderne, jeg smider af princip ikke mad ud, og jeg har altid mit eget stofnet med ned og handle.

Jeg gør det jeg kan, i det omfang jeg har mulighed for i mit liv lige nu, og har tillid til at andre gør det samme.

Jeg deler det jeg har, med mine venner.

Som er en alsidig flok af brune, blege, homo-/trans-/heteroseksuelle, akademiske, socialdemokratiske, fattige, velstillede, til-højre-for-midten-politiske, litterært interesserede og det modsatte, og alt muligt ind imellem det. Og jeg er uenig med dem dem om alt muligt, men vi er enige om at være uenige.  

Og vi behøver ikke gå rundt og lege politibetjente overfor hinanden. Karma skal nok tage sig af dem der trænger til opmærksomhed ovre i den afdeling. Det har Universet også sørget for.  

---------