I mit højre øje findes en fejl. Fejlen er et resultat af flere operationer, men jeg er ikke længere ked af den. Fejlen er blevet en del af mig og af mit udsyn. Jeg har besluttet mig for at holde af den, og det har ikke været så vanskeligt, for dens form og bevægelser er smukke.

Den ligner en fjer, der danser. Eller svæver. Svømmer. Når jeg bevæger mit højre øje, så flyver den op i mit synsfelt, og hvis jeg så sætter blikket på uendeligt, daler den nedad i en smuk, glidende og vuggende bevægelse. Den er hvidligt transparent.

Jeg kan bruge dens bevægelser som underholdning, eller som et middel til selvberoligelse. Hvis jeg har brug for at slappe af og lade tankerne flyve, så lægger jeg mig et dejligt sted, og kigger på den. Det har krævet lidt øvelse at nøjes med kun at kigge på den, og dens bevægelser. Jeg bliver så let distraheret, men nu kan jeg godt.

Fejlen, med form som en smuk fjer. Jeg har besluttet mig for at holde op med at kalde den for en fejl.

Jeg har et højre øje med en smuk fjer, som bevæger sig så roligt og elegant, som intet andet jeg har set.

Det øjeblik, hvor dét sker, man ikke troede muligt. Det har ikke været muligt at forestille sig uvenskab eller uenighed, selvom man godt ved at forhold ikke lader sig gøre uden. Og nu står man i midten af det, og fortryder det sidste man sagde, mens maven bliver en øm klump, som med ømheden lader en vide, at det vil være bedst at genoprette freden. Og her er der flere veje at gå.

Man kan sluge al integritet og gå med på den andens dagsorden og få ro i maven med øjeblikkelig virkning. Løsningen er i nær familie med det at pisse i bukserne.

Eller man kan vælge at bruge energi på at få den anden over i ens lejr. Så er det den anden der må sluge integriteten. Løsningen her vil afstedkomme ligegyldighed og mangel på respekt over tid.

Og så kan man forsøge sig med, overfor sig selv, at lave en ærlig vurdering af vigtigheden af at få ret.

Man kan forsøge sig med at tage den andens perspektiv. Forsøge at være nysgerrig og undersøgende i forhold til standpunktet. Er det vigtigere for den anden, end det er for mig?

Er standpunktet indtaget for at såre mig, eller kan årsagen være en anden? Bliver jeg et større eller mindre menneske af at række hånden frem? Ovenikøbet mod en jeg holder af?

Er jeg bange for at magten vil veje mere i den andens vægtskål, eller kan man forestille sig at forholdet derimod vil udvikle sig til noget der er bedre end før, hvis jeg rækker hånden ud?

Tør jeg møde det jeg ikke bryder mig om hos mig selv, ved at blive konfronteret med det, af den anden?

Tør jeg lade det uflatterende elske af den anden, på lige fod med det jeg selv bryder mig om?

Dét øjeblik.

Han er der, og hun er her. Hun er gået. Men på en måde synes hun, at han gik først. Hun er med sin rationelle forstand begyndt at forstå, at det ikke kun er sådan.

For når hun elsker, så er det sådan; vildt, uforbeholdent, krævende og udeleligt.

Genstanden, ham, for kærligheden, er alt der eksisterer. Deri ligger også kravet om, at det skal forholde sig ligesådan den modsatte vej. Det gør det sjældent. Nej, forkert. Det gør det aldrig. Og så går hun. Væk, for at reparere sit hjerte.

Forståelsen af det, af sig selv, begynder at dæmre for hende. Evnen til at elske uforbeholdent har hun været stolt af at besidde. Men den føles nu mere som et handicap. For det, som denne evne fordrer fra den anden, ham, finder aldrig sted.

I evnen til at elske på den måde, ligger forventningen om at den anden, ham, skal overgive sig til hende. Med en lyst til at omfavne alt, der er hende. Som hun har lyst til at omfavne alt, der er ham. Der ligger en utøjlelig trang til, hele tiden, at blive bekræftet; jeg ser dig.

”Jeg ser dig, og jeg elsker, hvad jeg ser.”

Hun er ensom. Med en ubrugelig evne til at elske vildt, uforbeholdent, krævende og udeleligt.

---------

"For dette er historiens funktion; at få et menneske til at se det som er foran dets øjne ved at holde noget andet op foran det."

Paul Auster, "Opfindelsen af ensomhed", side 182.

---------

Hvornår er man en succes?

Er man kun en succes, når tingene bare glider som Hans i Grethe?

Eller kan det også føles som succes, når man er så langt nede i sølet, at det føles håbløst, og man så alligevel finder en vej ud?

At man formår at trække sig selv op og ud, og kan holde til at lyset ikke kommer igen over en nat?

Kan man lære det?

Eller er det en egenskab, kun nogen er født med? 

---------