En status over 2020 fordrer stor ja-hat, en af dem med fjer og tyl og hele udtrækket, hvis man vil undgå at synke ned i depression, men mere har et ønske om at kigge lidt på det hele (sig selv fx) udefra.

Jeg gik fra 2019 (som faktisk heller ikke var et gliden-glat-igennem år for mig), og ind i 2020 med et ønske, og begrundet håb, om at jeg fik et år med nogenlunde smult vande.

Det startede da også omtrent sådan. Ja, altså, hverdagsfnidder kommer man jo aldrig helt af med, slet ikke hvis man bor i en sammenbragt husstand, hvor 50 % er teenagere og 25 % har levet et voksenliv i flere år, uden ansvar for andet end sig selv. Så kan de sidste 25 % (mig), i perioder godt få meget lange arme af at stå midt i sovsen og røre og røre, for at den ikke skal skille. Men på den store planche så det ud som om jeg kunne læne mig lidt tilbage i sædet og nyde turen.

Året begyndte på den måde, at der var faldet ro på arbejdssituationen for min kæreste, så han ikke længere skulle være væk 4 uger hver anden måned. Sådan havde han arbejdet i mange år, da vi mødte hinanden, så det var ikke nyt for ham at stemple ud af sit hverdagsliv i Danmark hver anden måned. Men det var det for mig, og det fungerede ikke for os. Så han landede et nyt job, og det så ud til at komme til at virke, dér i begyndelsen af 2020.

Så kom Corona og fuckede den plan op. Hans branche gik i sort, og så var det slut med det nye job. Alting blev kastet op i luften, fremtiden blev pludselig usikker. Konkret betød det et halvt år med ondt i bekymringsmusklen, gående rundt som løver i et bur 24/7 inden for de samme fire vægge, mig på hjemmearbejde og ham på jobsøgning.

At vi ikke blev sindssyge, og at vi er her endnu, det er en bedrift jeg slet ikke begriber. En ting er jo at gå gennem kriser, når verden er normal, noget andet er at stå dem igennem, når man er afskåret fra kontakt med sine nære og kære. Når man ikke har de sædvanlige at spille bold op ad, teste problemstillinger af på, dem som plejer at begave en med deres ærlighed, så man ser sig selv klarere.

På den ene side har det gjort noget godt, at vi har været tvunget ned i gear gennem det meste af 2020. Det har været godt at bruge den friske luft noget mere, og hvor heldigt var det lige at vejret artede sig smukt fra midt i marts? Så vi kunne komme ud af lummerhulen og slå noget virus ihjel i solen, og holde ud at have vinduerne på vid gab en gang i timen, så forholdene for virus ikke blev for gunstige i stuerne. Hvor man undervejs i forløbet har fået indrettet sig med stationer; arbejdsstation, middagslursstation, litteraturstation osv. Jeg har læst 45 + bøger siden sommerferien, + fordi jeg har tre i gang lige nu, og de to af dem går jeg lidt til og fra, fordi jeg ikke har besluttet om de er gode.

For det er jo i stuerne vi har været nødt til at leve en meget stor del af hverdagslivet i en meget stor del af året. Der har ikke været nogle steder at gå hen, og der har heller ikke været nogen at gå derhen med. Der har været meget forbudthed at forholde sig til. Og også mange selvbestaltede politibetjente til at håndhæve forbudtheden. Ind imellem har man overvejet (ud over den helt åbenlyse overvejelse om smitterisiko) om man orkede at rende ind i en byge af hævede øjenbryn og selvhellige spydigheder, fordi man inviterede sine allernærmeste til en fødselsdag ved langborde, placeret så almindelig samtale på det nærmeste var umuliggjort, afstanden taget i betragtning. Efter i øvrigt at have vasket hele matriklen ned i kogesprit først.

Så på den anden side har det også været et seriøst udfordrende socialt projekt. Og et altoverskyggende et af slagsen. Alle dele af livet har været inficeret, uanset om man har været smittet eller ej. Det har forandret os. Der er nogle af os, for hvem forandringerne har været gavnlige ligefrem, de historier har man kunne høre i medierne. Det er dejligt, og de historier bør vi lære af, bringe med videre og bruge erfaringerne til at organisere visse områder i samfundet anderledes.

Vi kan også, hvis vi tør, bringe erkendelsen af at vi måske ikke havde indrettet os optimalt, men i nogen grad på autopilot, med videre. Fx det at være nødt til at selektere i forhold til en gæsteliste, når man er så uheldig at fylde rundt i et forbandet år som dette, sætter tanker i gang. Hvem vil man helt sikkert ikke undvære til sin fest? Hvem er på måske-listen? Og hvor går det op for en, at her er der nok tale om en man i virkeligheden kun inviterer af pligt?

Det er grumme sager, men måske er det faktisk ikke så skørt, hvis man tager sine oprydningsbriller på. Og det bør man jo en gang imellem. Lige som man gennemgår sin budgetkonto en gang om året, sin skobeholdning, krydderiskuffe og haveskuret, så er det måske i virkeligheden ikke nogen dårlig ide at gennemgå sin kontaktliste samtidig? Og få luget ud i dem, som ikke rigtig bidrager med god energi til ens liv mere. Som regel er det jo faktisk sådan at den slags går begge veje, så de frasorterede reagerer formentlig også bare med lettelse over at slippe for udgiften til taxa og gave i forbindelse med en rund fødselsdag, som de, hånden på hjertet, helst var foruden.

Man kan jo selv købe de bøger på ønskelisten, det har man råd til, når man kan strege 8-10 kuverter af listen. Måske lyder det kynisk? Det gør det nok for nogle, men jeg vidste allerede før Corona, at der er mennesker man ønsker at have (og derfor har) i sit liv altid, og så er der mennesker der får en betydning i en periode, fordi det giver mening lige der, men som så forsvinder igen, fordi det holder op med at give mening. I de lykkelige tilfælde er der sammenfald i meningsløsheden hos begge parter. I de ikke så lykkelige tilfælde må man slikke sårene og komme op på hesten igen.

Nu blev det sådan, at den helt store stramning, den med socialboble, forsamlingsforbud for mere end 10 personer, mundbind og restaurationslukning kl. 22, trådte i kraft på præcis min 50 års fødselsdag. Det krævede nogle justeringer, men det har på den anden side givet mig noget ekstra tid til lugearbejdet i kontaktlisten. For det bliver formentlig ikke før hen på sommeren 2021, at en ordentlig fest med pedalen i bund lader sig gennemføre. Og pedalen skal i bund. Min kæreste besluttede nemlig i august, at han ikke ville være min kæreste længere, og spurgte om han måtte være min mand i stedet. Så vi blev gift på min 50 års fødselsdag, med mundbind, som gjorde det ud for mit "blå". Der er altså flere rigtigt gode grunde til at feste på løssluppen manér, når vi må det igen!

Men det er okay at det trækker lidt ud. For jeg har også masser af bøger i vente, både på ønskesedlen og i bogreolen. Og det er snart jul(-eferie), så måske får man bogønsker opfyldt, og har ovenikøbet tid til at læse dem.

Hvorfor er det, at mænd har hobbyer, og kvinder ikke har? Ikke fordi kvinder ikke interesserer sig for noget, men hvorfor er det at mænd i langt højere grad hengiver sig til en interesse eller et projekt med hele puljen på et felt? Og, uden de store overvejelser, bruger tid, penge og fordybelse på den ene beskæftigelse? Og kvinder ikke går i dybden med noget?

Det er ikke noget uinteressant spørgsmål, og jeg blev stillet det i går. Af en mand. Min kæreste. Og jeg ville egentlig gerne diskutere det, eller undersøge det sammen med ham, men lod mig provokere af måden spørgsmålet blev stillet på. Med en underforstået vurdering af, at mænds tilgang til det at have hobbyer er bedre end kvinders. Og med en urealistisk forventning om, at jeg kunne svare på vegne af halvdelen af jordens befolkning.

Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang om det forholder sig sådan. Det påstår min kæreste det gør. Og han er åbenbart bakket op af samtlige sine mandlige venner. Ikke helt validt og underbygget grundlag, hvis man spørger mig. Særligt ikke fordi enigheden formentlig er opstået under påvirkning af gin, som en af dem har opstøvet i en nichevirksomhed på nørdemåden. Det er muligt jeg i den foregående sætning har skudt mig selv i foden, men lad nu det ligge.

Jeg ved som sagt ikke om, eller hvis, så hvorfor, den forskel består. Men hvis der er noget om den, så har jeg da nogle bud på hvorfor. Først og fremmest, så er der den kulturelle, historiske tradition, som bød kvinder at lægge tiden i hjemmet, med børnene og for en dels vedkommende ved siden af en brødvindingsaktivitet. Det levnede selvsagt ikke meget tid til lystbetonede hobbyer. Den fordeling af hverdagslivets opgaver og udfordringer er nok efterhånden udvisket i de fleste matrikelfællesskaber, så man skulle tro at den ikke længere er gangbar som årsag. Men visse supertankere tager længere tid at vende, og det her kunne godt være en af dem. Det er som om vi slås og slås for at overbevise hinanden om, kønnene imellem, at der ikke er forskel på os.

Og jeg får feministhøvl når jeg lufter tanker om at vi måske skulle tage at slappe lidt af, og i stedet prøve at acceptere, at der altså er en biologisk forskel på os. Og det er der ikke en skid at gøre ved. Vi er bare ikke biologisk indrettet til at overskue og udrette de samme ting.

Heidi Houlberg Salomonsen og Vibeke Lehmann Nielsen fra henholdsvis Aalborg og Aarhus Universitet, har skrevet en artikel om forskellen på mænd og kvinder. Artiklen drejer sig godt nok ikke om hobbyer, men om mænd og kvinders adfærd i den offentlige sektor. Som en del af artiklens diskussion tager de også fat om biologien, som en af årsagerne til kønnenes uens adfærd, som sagt her i relation til den offentlige sektor, men biologi kender jo ikke klokken, så jeg tror man trygt kan antage at forskellene også består efter klokken 16. Det er selvfølgelig kun et lægmandsgæt…

Men for eksempel anfører de at den neurologiske forskning har påvist væsentlige forskelle i mænds og kvinders hjerneprocesser.

Kvinder har gennemsnitligt en bedre evne end mænd til at tænke og handle empatisk. Omvendt er mænd bedre end kvinder til at tænke i systemer eller til det, vi kan kalde »systematisk tænkning«

Empati handler om spontant at kunne sætte sig ind i andres tanker og følelser, samt intuitivt at kunne indstille sig herpå. Det gør, at man er god til at se en sag fra flere sider.

Evnen til systematisk tænkning handler om at forstå og skabe systemer. Den systematiske tankegang gør, at man dels kan fokusere på regelmæssigheder, det generelle og årsager, og dels kan søge at opnå kontrol ved at skabe eller følge systematiske arbejdsgange og handlemåder.

Adskillige studier har således vist, at kvinder er bedre og mere præcise end mænd til at vurdere andres følelsesmæssige tilstand.

Undersøgelser af hormonelle studier støtter endvidere påstanden om, at kvinder – gennemsnitligt betragtet – er mere empatiske end mænd. Kvinder producerer således mere oxytocin end mænd, når de interagerer med andre, og idet oxytocin er et nydelseshormon, motiverer produktionen af oxytocin kvinder til at indgå og opretholde forbindelse med andre mennesker.

Selv med identiske eksterne påvirkninger giver kvinders neurologi og hormoner hende altså andre forudsætninger end mænd for at afkode andres følelser.

De fundamentale forskelle i evnen til empati og systematisk tænkning og deres neurologiske og hormonelle forklaring kan også være årsag til, at mænd er mere opgaveorienterede end kvinder.

Dog med den lille detalje, at kvinder er mere vedholdende og opgavefokuserede end mænd, hvis opgaven er stillet af andre, mens mænd er mere vedholdende i forbindelse med opgaver, som de selv har defineret.

Her synes jeg i grunden det bliver tydeligt for mig, at der er indiskutable forskelle på vores biologiske byggesten, som gør det til en urealistisk forventning at tro at kønnene kan gribe ting an på samme måde, og at vi lige så godt kan holde op med at bokse flere runder, for konsekvenserne af gentagne knockouts klæder ingen. Og, undskyld mig, men de klæder slet ikke damer…

Den sidste detalje, den der med at kvinder er bedre til at være vedholdende og opgavefokuserede end mænd, hvis opgaven er stillet af andre, mens mænd er mere vedholdende i forbindelse med opgaver, som de selv har defineret, er nok årsag til at virksomheder som udbyder kurser og coaching til mænd har vind i sejlene. Jakob Kærgaard arbejder som sådan, og skriver bl.a. sådan her på sin blog;

Enhver mand har brug for et projekt. Noget du oplever som meningsfuldt. Noget hvor det er dig der bestemmer. Noget som engagerer dig og motiverer dig. Noget der får dig til at stå op om morgenen. Det kan være dit arbejde, eller det kan være din hobby. Det kan være du sælger sko, danser tango eller udtænker politiske programerklæringer. Det er ligegyldigt. Det vigtige er: Kan du give dig selv og dit hjerte til det?

Du kan kende dit projekt på følgende måde: Når du arbejder på det, så er det det vigtigste i verden. Du er fokuseret og du vil ikke forstyrres. I hvert fald kun med ting som har relevans for dit projekt. Tid kan forsvinde for dig, når du beskæftiger dig med dit projekt. Du kan blive helt opslugt af det, fuld af gnist og iver og inspiration. Eller det kan fylde dig med en stille glæde og tilfredshed. Hvordan du end mærker det, så føles det ekstremt meningsfuldt at arbejde på det.

Det er vigtigt for en mand at have et sådant projekt. Din hjerne er bygget til det. Den er bygget til fokusere og lukke alt andet ude. Den er f.eks. mere opdelt end en kvindes hjerne, hvor de enkelte centre er mere forbundne.

Når Jakobs ydelser har gang på jord, så er det vel fordi han har luret at midt i alle diskussionerne om ligestilling, så roder kønnene rundt og kan ikke kende sig selv. Vi modarbejder noget som ikke lader sig modarbejde, og mændene mærker urtrangen til at nedlægge noget og gøre det uden at spørge om lov, og kvinder vil ikke give dem lov uden kamp, fordi de er bange for at blive sat af igen. Og det er helt forståeligt, som sagerne står, og vi skal da være vældig forsigtige med ikke at få smidt alle ligestillingslandvindingerne overbord… men altså… jeg vover pelsen og prøver med en (helt u-underbygget) påstand om, at kvinder stadig gerne vil passes på, og mænd gerne vil gøre det. Kvinder vil også stadig gerne kurtiseres og nedlægges, og ja, det tror jeg faktisk også gerne mændene vil gøre.

Og jeg tror nok jeg har svært ved at forstå, hvorfor i alverden det skulle have noget med min værdi på et arbejdsmarked eller i en husholdnings- eller hobbysituation at gøre..? Og med mit behov for at udrette noget.. uanset hvor meget tid det tager, og om det kan defineres som en hobby..?

Både mænd og kvinder føler naturligvis dette behov. Men over en helt bred kam så føler mænd det mest. Nu lever vi naturligvis i en tid, hvor alting er blevet vendt på hovedet, og hvor kvinder har jobs og karriere, og mænd skifter bleer og gør rent derhjemme. Og det er fint og godt alt sammen. Længe leve den sociale, juridiske og økonomiske ligestilling. Men den må ikke gå ud over erkendelsen af, at der er essentielle forskelle på mænd og kvinder.

Vi skal ikke komme nærmere ind på de grundlæggende årsager til disse forskelle her. Men der er rigeligt af belæg for dette, dels i vores forskellige hormonspejl, vores kroppes forskellige bygning og styrkeforhold, vores forskellige rolle i reproduktionen, vores hjernes forskelligheder, etc. etc.

Og en af konklusionerne på disse forskelle er, at projektet er vigtigt for manden. Du har en masse testosteron du skal have brugt til noget, du har en hjerne der er skabt til at fokusere, du er genetisk kodet til at gå ud og nedlægge et bytte så du kan forsørge din familie, og du ved instinktivt, at du af det andet køn bliver målt på din evne til at gøre lige netop dette.

Du har med andre ord noget at bevise som mand. Du bliver målt på din evne til at penetrere verden og gøre det, du nu gør, godt. Og der er derfor ikke noget at sige til at præstationsangst rammer alle mænd i løbet af et liv, enten seksuelt eller ude i verden. Løsningen er imidlertid ikke at fornægte dette pres, denne angst – eller drivet til at udrette og præstere. Løsningen er at finde noget du tror på, noget du kan dedikere dig til. Et projekt. Og så rette dit drive og din udretterkraft ind i det.

Jeg ved ikke om jeg har svaret min kæreste på spørgsmålet her. Men jeg blev da heldigvis så provokeret, at jeg ikke kunne give slip på det, da jeg havde bedt ham holde sin kæft i går. For jeg vil faktisk gerne diskutere det med ham. Men fordi jeg er kvinde, og har en hjerne der godt nok kan multitaske, så er den på den anden side også sådan indrettet, at den godt lige vil tygge lidt på svarene, og undre sig og vende argumenterne, inden den sender dem i plenum. Eller måske er det bare fordi jeg er mig… og jeg kan bedst lide at diskutere på vende-skråen-måden.

Det mødes vi så i, og det er jeg taknemmelig for at han gider. Min hurtigt talende og provokerende kæreste, som heldigvis er mand nok til at give mig plads, når jeg er klar, fordi han har fattet at jeg er en anden slags klog end ham, og at de to slags klog er en forudsætning for artens overlevelse. Og det er sgu da ikke så lidt naivt, hvis vi bliver ved at tro vi kan vinde den kamp…

----------

Jeg tænker stadig, her godt fire måneder senere, på mod, og så sent som i denne weekend, har jeg faktisk udfordret mig selv ved at vandre op på toppen af et bjerg i Norge, og kigge ud over kanten. Eller.. altså... jeg var ikke helt ude ved kanten. Indrømmet, jeg klæbede til bjergsiden, fordi det der af nervesystemerne, som man ikke har en skid kontrol over, fik mine knæ til at rasle mod hinanden, og fik mig til at tvivle på om de holdt.

Men jeg gik sgu derop, og det var noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Mine øjne og ører var helt åbne. Jeg snakkede som en grammofon, fordi jeg var nødt til at sige højt hvad jeg så, for at være sikker på det var virkeligt. Og jeg holdt også meget kæft, fordi jeg var så blæst bagover af strabadserende vandring og den ene smukke udsigt efter den anden.

Jeg delte turen med et menneske som er kommet til i mit liv for forholdsvist nyligt, og som jeg på kort tid er blevet meget, meget glad for. Jeg er taknemmelig for, at han kunne holde chatterboxen ud i fire stive timer på en bjergside som var gavmild med syre til lårbasserne, uden at have lyst til at hyle mig ud over kanten.

Så jeg tænker altså stadig meget på mod og taknemmelighed.

Sommetider, i sådan et liv, er sluserne i ens sind og sanser på vid gab, og man ser og husker alting og alle detaljer. De åbne sluser kan være til stede i både medgangs- og modgangstider, og fordi de fleste af os efterhånden er så forkælet indrettet, at vi kun vil have (og kun forventer) det sjove, og det som ikke yder os modstand, så er det sluseåbenheden i opgangstider vi bedst bryder os om.

Der er formentlig, nok temmelig sikkert, noget vigtigt mentalhygiejnisk i at gennemleve nedgangstider med åbne sluser. Man kan måske ovenikøbet tro at naturen har indrettet det sådan, at man tvinges til at tage alt ind på den filterløse måde, når man oplever modgang. Fordi man er nødt til at gå igennem modgangen, og ikke over eller udenom, for at overleve med forstanden i behold.

Ligesom man også kan tro, at hvis modgangen er for grusom, så lukker sluserne ned, man går i mental betalingsstandsning, så sindet og forstanden skærmes, indtil den dag man har ork til at se på grusomheden som en uundgåelig og gennemlevet del af ens liv.

I opgangstider er sluseåbenheden en mere utilsløret gave. Der er nok en tendens til at den indfinder sig ved tilstande som, for eksempel, forelskelse. I givet fald er det også smart fundet på af naturen, for der lagres enorme mængder af momenter, godtebobler, tidslommer, lykkeglimt, musikstumper, fællessprog og øjenkontakter, som man kan tage frem og kigge på med nydelse, når sindet og sanserne skal have en pause. Og de har brug for pauser, præcis som hjernen og musklerne, som også skal restituere for ikke at brænde ud. Sindet og sanserne har brug for at farverne er en lille smule mindre sig selv, at musik går lidt mindre på følelserne, og for at alle ord ikke finder mening i ens univers. 

Der findes jo folk, som, da de nåede til deres tur i uddelingskøen, erfarede at der ikke var flere filtre til sind og sanser at dele ud. De må være på så hårdt arbejde. Og lige så glad man er, når man oplever en periode med fuldt blæs på indtag på alle sanser, lige så taknemmelig må man også være for, at naturen stadig havde filtre på lager, da det blev ens tur i uddelingskøen.

Kunsten må være at finde ud af balancen, og ikke gå i panik over at befinde sig i den ene eller den anden tilstand. Lade sig rive med af indtryksrigdommen, når den kommer blæsende. Og så nyde pausen, den stille sejlads i smult vande som følger lige efter, og som giver mulighed for at tage gemte godter ned fra hylderne uden at være bange for at falde over bord imens. Kigge på dem og være glad for at man fik dem til sit lager, og for at man er blevet så gammel, at man ved det ikke er sidste gang sluserne går op. Og blå bliver lidt ekstra blå, når den befinder sig på himlen, en ko-klokke i et musiknummer går direkte i hjertekulen og alle ordene i verden finder mening, når man deler dem med mennesker man elsker.

Totusindeognitten.

Det føles på mange måder som en vigtig skillevej.

Jeg er noget vægelsindet i forhold til det.

Indtager en lavtflyvende position, og træffer ingen store beslutninger.

Jeg lurpasser lidt her i begyndelsen, og ser hvad det her år så er for en slags år...

Foreløbigt har det kastet en ny årskontrakt af sig. Og jeg har ikke røget i to dage.

Det er ikke helt nok til at afgøre om det mon bliver et lort eller lagkage-år.

Men det er en okay start. Selvom jeg er sur, fordi jeg savner at ryge.

Og det smager lidt af lagkage. Selvom, det skal man afgjort holde sig fra under et rygestop...

Jeg vil forsøge at udnytte rygestoppets rastløshed og overskudstid til at give det her med en vis skrivestruktur et skud mere. Det har jeg været skråsikker omkring før. Sådan blev det ikke. Livet gik for sig.

I år prøver jeg bare at hviske det helt stille og roligt...

"Jeg kunne rigtig godt tænke mig at min produktion blev lidt mere struktureret og kom ud og virke..."

I hvert fald; Godt nytår!

2019, kom an.

---------

Nå. Det er cirka det der er faldet mig ind, når jeg har tænkt på hvad jeg ville skrive om i det næste indlæg.

”Nå”.

Det batter jo ikke rigtig noget, udover at cementere følelsen af at der ikke er så meget at komme efter omme i min butik for tiden.

Men altså. Så er jeg jo på den anden side så stædig, at jeg overbeviser mig selv om, at jeg bare må bruge lidt flere kræfter på at fange de bobler af godter, som jo er der.

For mens de sidste par uger har føltes som undervandssvømning i råddent åvand, så har jeg været oppe og hente luft ind imellem, og der har faktisk været godtebobler at fylde lungerne fra.

Jeg har haft fødselsdag. Jeg blev 48. Det var en mærkelig fødselsdag, den første af slagsen siden jeg er flyttet for mig selv. På en måde lidt amputeret. Men det var en hyggelig aften, og jeg synes 48 er et pænere tal.

Og jeg har været på bogmesse, og selvom jeg absolut ikke mangler bøger, og absolut heller ikke har råd til at købe flere lige nu, så var det en skøn eftermiddag i selskab med min mor, og jeg er lodret lykkelig over de bøger jeg ikke skulle have købt.

Og så har jeg været sammen med min kusine, som bor i Australien og er hjemme på besøg lige nu. Hendes mor, min mor, vores moster og os to. Højtbelagt smørrebrød med øller til, og 10 sekunder inde i sammenrendet, er det som om vi var sammen i sidste uge. Jeg er helt vild med den energi og den tryghed der er i den solide bund, som er lagt i vores barndom. Og i damernes! De tre mostre, som efter en bajer, opførte sig som om de var 17 år igen. Det var episk. Godteboble!

Og jeg har været sammen med Birte, som er en af den slags venner, som ikke lader en hvile på laurbærrene. Når man har en aftale med hende om at gå øen rundt, så kan man være sikker på at hun har pudset det helt store spejl, og at hun har tænkt sig at klaske det lige op i synet af en, så man ikke kan slippe afsted med at skøjte på overfladen. Det er fanme en godteboble der har vasket sig, og jeg er helt vildt taknemmelig for at hun rusker mig, og insisterer på samværet med mig, når jeg nu ikke er så initiativrig henne i den afdeling for tiden.

Min bror, som jeg også har været en del sammen med, og jeg, har fået billetter til yndlingsfestivalen i 2019, den blev udsolgt på to minutter, det var nervepirrende ad hekkenfeldt til, og lykken indfandt sig som en tsunami da billetterne var i hus. Det glæder jeg mig til. Fire dage, ham og mig, danse, grine, være fulde og høre ny musik og snakke med nogen vi ikke er venner med. Endnu.

Nå. Så er der en ven som ringer, mens jeg sidder og skriver det her. Og så er det hele jo pludselig lidt mindre ”nå”. Eller måske er det mere sådan, nå nå, det går jo meget godt.

Jeg tror jeg drejer en NÅ-knap, som jeg kan montere ved siden af min PYT-knap. Så går det hele alligevel. Hvis jeg husker at bruge dem…

_________