Livet er lidt i slæbegear for tiden, og jeg har lidt drøjt ved at komme op i galop, hvad det her projekt #hverdagsmod angår.

Jeg har tænkt en del over, hvad det mon skyldes. Og jeg er nået frem til at mit fokus må have flyttet sig. Ved årsskiftet lød det besnærende med en udfordring, som forventeligt ville skubbe min personlige udvikling i retning af stjernerne.

Nu føles det lidt som om modet for i år er brugt op. Man har jo nok altid lidt på reservetanken, men altså, det er jo til nødsituationer.

I stedet er jeg kommet til at tænke over taknemmelighed. Og at jeg måske skal udvide (ikke udskifte) udfordringen med at omfatte et fokus på ting i mit liv, som jeg bør være taknemmelig for. For der er altid noget. Også de dage hvor der bare er trukket mørklægningsgardiner ned foran humøret. Det er muligt man skal gøre sig mere umage med at få øje på det, de dage, men der er altid noget.

Nogle gange finder man sin yndlingssømandstrøje i yndlingsfarven til halv pris, eller man møder nogen som synes man er sød eller dygtig, og så er det nemt at få øje på noget at være taknemmelig for. Men andre gange kan det være nødvendigt at sænke barren, og øve sig i at være taknemmelig fordi man har husket at få sin madpakke med på arbejde. Det kan godt være der kun er to flade med leverdreng i den, men i det mindste har man fået den med.

I dag har smagt lidt af mørklægning omme i min butik. Sådan er det bare sommetider, det er okay, og det dør man ikke af. Men den der øvelse med lige at se efter ude i hjørnerne, om ikke der alligevel skulle være noget at fejre, den virker.

Jeg har lige lavet den.

Og jeg er smadderglad for de to gange en halv time, jeg har i bilen til og fra arbejde, med min ældste som co-driver. Jeg elsker de snakke vi har der.

Jeg er også taknemmelig fordi, i skrivende stund, sidder Nikolaj Kirk inde i mit fjernsyn og fodrer Jørgen Skouboe med fisk, i en blindsmagning, som lader sig gøre, fordi Jørgen har et par underhylere trukket ned over øjnene. Det er meget svært at fastholde sløjt humør til.

Jeg er også ret godt tilfreds med at have været ude på en lang gåtur, selvom jeg har haft ondt i ryggen i et par dage. Tænk, at ens krop alligevel gør hvad man beder den om, selvom den er lidt i udu.

Og så har jeg fået min symaskine tilbage fra værkstedet, hvor den har holdt ferie i et par uger. Nu spinder den som en mis igen, og kan tage en ny tørn med oplægninger, lapninger og andet skæg.

I morgen kan det være jeg får købt en knage til mit viskestykke, så jeg i morgen aften kan være taknemmelig for at det ikke længere skal hænge på tappehanen af den tomme 3L dunk Zinfandel, som det har haft sin plads på i over to måneder.

Indtil videre vælger jeg at være taknemmelig over at viskestykket ikke ligger og flyder nede på køkkengulvet. Der skal jo også være noget at glæde sig til.

---------

I sidste uge tog jeg mig mod til at stemple ind igen, efter et halvt års tid med støj på privatlivslinjen.

Og så skulle man jo tro at det bare var at tage tråden op, og fortsætte hvor jeg slap, omkring første april.

Det er det så ikke.

Fokus er på at komme gennem hverdage, hvor alting er vendt på hovedet. Øvelsen med at få øje på situationer, hvor jeg skal bruge lidt ekstra mod, er vanskeliggjort af, at der ligger iturevne følelser ud over det hele og tager udsynet.

Men fx har jeg skulle finde noget mod frem, til at turde vælge selskab fra, for at kunne sidde og rode med al ked-af-det-heden i fred. Mod til at stole på at vennerne også ville være der bagefter.

Jeg har skulle bruge mod til at lade min røv forblive plantet i sofaen, i stedet for at opsøge den ene fest efter den anden. For det er lige som at pisse i bukserne, det luner kun et øjeblik, og næste morgen ville jeg stadig have været ked af det, nu blot med et slunkent Visa kort OG hovedpine.

Jeg er ved at finde en mellemvej. Hvor jeg både tør sige JA og NEJ.

Ja, når jeg har krudt i bøssen til at være ordentligt selskab, og i slaget til at tale nogenlunde engageret om livets mangfoldigheder. Også de andres livs mangfoldigheder.

Og nej, når jeg kan mærke at der er overhængende risiko for, at jeg vil slå mine omgivelser langsomt ihjel med triste fortællinger om bristede kernefamilieillusioner.

Jeg har venner, som er gode og loyale og vil mig det godt. Og de lytter og svarer. Det er jeg taknemmelig for. Men for det første skal man passe godt på dem, og kende sin besøgstid. Og for det andet er der udfordringer, som kun man selv kan tage fat om. Og ansvar for.

Når jeg tænker efter, så kræver det lidt mod. At sige nej, selv om man ved, at alternativet til festligt selskab kan betyde en uendelig lang weekend i sit eget miserable selskab. Udelukkende med udsigt til genudsendelser, knækbrød, konditøj og Kleenex GALORE, til at søbe selvmedlidenheden op med.

Det er virkelig ikke pænt og publikumsvenligt. Så jeg gør det in solitude.

Men jeg gør det.

Og jeg står her endnu.

Syvogtredive minus tretten giver firetyve. Eller næsten et halvt år.

Har været stemplet ud.

Men nu er jeg her. Igen.

Har brugt tiden på at blive separeret.

Og er flyttet.

Det er den sværeste øvelse jeg nogensinde har lavet, og den er overhovedet ikke i nærheden af hverdagsmod.

Derfor giver jeg mig selv lov til at lade den gælde som udfordring for samtlige 24 uger, jeg har ladet dette projekt stå stille.

Men nu er jeg her. Igen.

Og jeg står op endnu.

Det går op for mig, at mod også kan handle om at LADE VÆRE med at gøre noget. Jeg har haft en del om ørerne i de sidste 8-10 dage, simpelthen fordi jeg er for god til at sige JA!

Når venner beder om min hjælp, så vil jeg gerne hjælpe. Og jeg kommer ret tit til at sige ja til noget, selvom jeg godt ved, at jeg kommer til at blæse rundt som en fis i en flaske.

Sådan er det også med mit arbejde. Jeg siger omtrent aldrig nej til noget. Det handler både om min ansættelsesform, som er sådan skruet sammen, at hvis jeg siger ja, så tjener jeg mere, og hvis jeg siger nej, så tjener jeg mindre. Sådan er det med min slags projektansættelse. Det er jo på en måde meget ligetil.

Men det handler også om, at jeg har et veludviklet service- og ja-sigergen, og at jeg smaddergodt kan lide at være sådan en som knuser problemer, og får credit for det. Og den slags kan man godt have svært ved at undvære, hvis man først har fået smag for det.

Siden sidste indlæg har jeg reflekteret over det der med at gå rundt og blive indebrændt, over at have fået malet sig op i et hjørne af løfter og aftaler, fordi jeg ikke kan finde ud af at sige nej. Og det er jo så velsignet pisseirriterende, at resultatet af refleksionen er, at jeg kun har mig selv at takke. Der er ikke nogen at skyde skylden på. Du kan sgu da bare lære at sige NEJ, kone!

Så i denne uge har jeg sagt nej (tak) til en arbejdsopgave. For jeg skal holde nonfirmation på lørdag, og jeg kunne faktisk se et billede af mig selv, liggende vandret i luften, med vilde øjne og strithår, ude af stand til at sammensætte en ordentlig fest for min yngste. Ikke fair for nogen. Så tjener jeg det mindre i denne måned, og det er der ingen der dør af.

Mit afslag blev i øvrigt modtaget med forståelse, så jeg ved ikke hvad jeg er så bange for.

Jeg har også sagt nej (til mig selv), til at tage over at træne lige så meget som jeg plejer. Jeg lovede mig selv ved nytårstid, at jeg ville træne mindst en, og max tre gange om ugen. Well, det er stukket lidt af for mig, jeg havde fx 24 træninger i centeret i marts, og det er jo mere end et snit på max tre om ugen. Ro på, kone!

Men så har jeg haft nogle virkeligt fede ture på min cykel ude i foråret. Og jeg har undladt at køre med Endomondo, og modstået trangen til at måle alting. Og jeg er ikke død af det. Og hvor interessant er det lige om ens puls ligger der eller der, og hvor længe man er om at køre så og så langt? Egentlig? Jeg har bare kørt, til mine lårbasser syrede til. Og så er jeg vendt om og er kørt hjem igen. Ikke så meget pis. Mere sved.

Jeg har også sagt nej til at køre haveaffald m.m. på forbrændingen for en ven, som bor i Odense. Eller… jeg har ikke sagt nej, men jeg har sagt, at det må vente til efter nonfirmationen. Og det kunne han godt forstå, og han kan endda stadig lide mig!

Jeg har altså haft lidt svært ved at sige nej. Og det handler nok om et udpræget pleaser-gen, og om at have et selvbillede, som sådan en der fixer alt muligt. Og nok også lidt om, at hvis jeg siger nej, så kan det være folk ikke kan lide mig mere..?

Det skal jeg nok lige arbejde lidt med. Nu har jeg prøvet med tre nej-er i denne uge. Og ingen af dem, som har fået et nej, kan lide mig mindre.

Heller ikke den vigtigste af dem; mig. Jeg kan faktisk ret godt lide mig, når jeg siger nej. For jeg har opdaget, at det betyder, at jeg så siger ja til mig selv.

---------

I sidste indlæg påbegyndte jeg en liste over ting jeg gerne ville turde. Og i går tog jeg mod til mig, og kan nu vinge et af punkterne af. Jeg skød en mindre formue af på sushi, nu skulle det være.

Det var faktisk en ret fin oplevelse at bestille det. Jeg kan godt lide den meget minimalistiske indretning i forretningen, der er en meget rolig stemning, omgivelserne er vældigt ensfarvede og ikke-forstyrrende. Det står godt som baggrund for menukortet, som til gengæld er helt vildt farvestrålende, og meget, meget smukt.

Jeg har egentlig været fascineret af den der sushi-verden længe. Lige siden jeg så dokumentaren ”Jiro dreams of sushi” for tre år siden (jeg er en sucker for mad-dokumentarer). Jiro, som er 85 år, ejer den mindste Michelin-restaurant i Tokyo, i virkeligheden er det bare en lille bås bag en undselig dør på en undergrundsstation. Meget uprætentiøst.

Jiros tilgang til sushi er kunstnerisk. Der er hundredvis af regler og procedurer for, hvordan de forskellige sushi-arter skal laves. Og råvarerne er en helt vanvittig historie, som kunne have sin egen dokumentar. Hans medarbejdere står i lære i årevis, før de får lov at komme i nærheden af serveringsdisken. Det tager tid at lære at massere en blæksprutte på den helt rigtige måde, forstås.

Serveringsdisken består af ganske få pladser, kun 10 personer kan spise ad gangen. Og Jiro observerer gæsterne, deres placering, deres køn, hvor hurtigt de spiser, om de er venstrehåndede osv., osv. Det skulle være en ret sublim oplevelse. Det er ærgerligt, at man ikke har råd til at rejse til Tokyo. Eller kan lide sushi.

For det var jo det jeg kom fra. Jeg har haft en ret klar fornemmelse af, at selvom sushi er sindssygt smukt og delikat at se på, så ville jeg ikke bryde mig om det. Og jeg fik ret. Jeg bryder mig ikke om det.

Der var otte stykker i min aftensmad, fire forskellige slags. De var så smukke. Der var syltet ingefær, wasabi og soya. Spisepinde. Grønne, orange, hvide, røde, pink, rosa, en anden grøn, en tredje grøn, en eksplosion af farver. Næsten som et lille maleri. Næsten synd at spise. Men jeg tog fat.

Det smagte ikke som noget jeg har smagt før. Jeg overbeviste mig selv om at prøve alle stykkerne, for måske skal man lige vænne sig til det. Som dengang i 80érne, hvor man skulle lære at bryde sig om kaffe og oliven og skimmelost.

Men det gik ikke. Jeg smagte det hele. Og jeg smagte godt efter. Og jeg kan simpelthen ikke lide det. Jeg havde kvalme resten af aftenen. Men jeg gjorde det.

Sushi er smukt, og det er sundt. Heldigvis kan rødbedebøffer og falafler også være pæne, især når de flankeres af farvestrålende grønsager og gylden New York Lager fra Nørrebro Bryghus.

Det er mere mig. Jeg er også alt for utålmodig til at spise med pinde. Den eneste fordel jeg kan se ved spisepinde, fremfor kniv og gaffel er, at man så har en hånd fri til glasset med øl. Men jeg lever med det.

---------