Jeg har holdt påskeferie. Også fra det med #hverdagsmod. Jeg har ikke udfordret mig selv ret meget i ferien, jeg har slappet af. Jeg har læst, jeg er inde i et sindssygt læse flow for tiden, og jeg er snart nødt til at på bogindkøb igen.

Men jeg har også været sammen med familie og venner, også nogen af dem jeg ikke har set længe. Det har været dejligt.

Alligevel har jeg haft tid til at rumstere med tanker om, hvad jeg drømmer om at turde. Nogle af dem er lige til at gå til. Andre må vente lidt, af økonomiske, temperaturmæssige eller tidsmæssige årsager.

Nogle af tingene er jeg bange for, andre er mere sådan noget stille og roligt komfortzone-noget.. men fælles for dem er, at jeg altså ikke har fået dem levet ud.

Jeg har prøvet at lave en liste (lister giver en forræderisk følelse af kontrol), den er langt fra fyldestgørende eller færdig: Men jeg vil fx gerne turde:

-          smage sushi.

-          gå på Hærvejen alene, med mindst en overnatning.

-          prøve kitesurfing.

-          rejse alene til Shanghai og besøge min bedste ven.

-          padle over havneindsejlingen, og fortsætte til Kajbjerg.

-          blive vinterbader.

-          cykle alene til København. Og hjem igen.

-          bade i kanalen, hvor mine forældres båd ligger.

Det er en blandet landhandel. Noget af det handler om tillid til egen fysik. Noget af det handler om tillid til, at jeg godt kan stå stærkt alene. Noget af det handler om at overvinde frygt for det ukendte; kan jeg svømme sammen med fiskene i kanalen, uden at gå i panik? Kan jeg overbevise mig selv om, at jeg ikke dør af at få tyndskid i otte dage, hvis jeg falder over en dårlig sushirulle?

Listen er som sagt ikke færdig. Jeg håber aldrig den bliver færdig. Der er helt vildt meget man kan prøve i livet, hvis man tør, og hvis man har lyst. Jeg har lyst til meget. Og der er også meget jeg ikke har lyst til.

Jeg ved for eksempel at jeg ALDRIG får lyst til at spise østers. Eller at jeg ALDRIG får lyst til at springe i elastik ud fra en bro i Australien. Og i de tilfælde har jeg det helt fint med at være en pivskid, eller at gå glip af noget.

Men jeg vil helst ikke gå glip af de ting jeg HAR lyst til at prøve. En lyst som er der, fordi jeg har en fornemmelse af, at jeg vil vokse af at gennemføre dem. Det eneste der vil vokse på mig, ved at spise østers, det er den kvalme, som vil få min morgenmad til at stå lige inde bag fortænderne, og true med at oversvømme dem jeg sidder til bords med.

Det ville alligevel være ærgerligt. Særligt når man kunne bruge det ublu beløb, som østers koster, på fx at spise nudler med sin bedste ven i Shanghai, i stedet.

---------

Den opmærksomme læser vil have opdaget at denne uges skriv om hverdagsmod har nummer ti, til trods for at vi befinder os i starten af uge tretten.

Noget, livet, har stukket en kæp i hjulet, i forhold til at opretholde frekvensen på en ugentlig opdatering. Jeg har simpelthen ikke haft tid. Overskud. Lyst. Har ikke været nærværende nok til at opsøge, og fastholde, et fokus på steder i mit liv, som kunne have brug for et servicetjek, når det kommer til mod.

Det har jeg haft vældigt dårlig samvittighed over. Selvfølgelig overfor eventuelle læsere, men allermest overfor mig selv. Ti uger, længere tog det ikke at svigte et løfte til mig selv. Har en imaginær bule på størrelse med et strudseæg oven i hovedet.

Men.

Da jeg stod op i morges besluttede jeg mig for at holde op med at slå mig selv oven i hovedet med det jeg ikke når, det jeg synes jeg ”burde”. Og jeg skal hilse omme fra flinkeskolen og sige, at det faktisk kræver lidt mod.

Alt handler om balance og prioritering. Og i de sidste to-tre uger har jeg altså prioriteret anderledes. Ikke bevidst, sådan er det bare blevet. Og det er i orden. Jeg har haft andet at tænke på, som har ryddet dagsordenen i forhold til #hverdagsmod.

Men nu har jeg samlet mod til at være lidt sødere ved mig selv, og være tilfreds med det jeg så har nået i perioden.

Jeg har læst 9 bøger. Jeg har hørt tre foredrag. Jeg har drukket rødvin med mine venner. Jeg har spist og trænet fornuftigt. Jeg har ved en enkelt lejlighed danset til klokken 6 om morgenen. Og jeg har siddet og gloet ud i luften, og tænkt nogle store tanker om tilværelsen. Not too shabby, after all.

Og jeg har altså også truffet beslutningen om at starte på en frisk, med at fokusere på modighed på ugentlig basis. Lidt ligesom når man falder i på en slankekur. Op på hesten igen, i stedet for at smide hele projektet overbord.

Og når jeg så falder i, eller ud, om man vil, igen, for det gør jeg, så vil jeg være sød overfor mig selv, og sætte pris på, at jeg så nok har nået noget andet. Livet, på den lidt mere bevidst-løse måde.

Det er lige som det skal være.

---------

Jeg har i hele mit ungdoms- og voksenliv haft ry for at være sådan en der kan snakke med alle mennesker. Om alt muligt. Noget mere interessant end andet, men det er ikke pointen.

Jeg ordveksler tit med taxachaufføren, kasse-m/k-en, og med skraldemændene, som jeg synes er noget af det sejeste. Bare sådan en tøhø, eller baddabing-bemærkning, og et grin…

Men det er alligevel som om, at også denne evne, eller lyst, har fået et par skrammer. Jeg er i hvert fald blevet opmærksom på, at jeg ikke gør det nær så selvfølgeligt længere, som jeg plejede.

Så i denne uge besluttede jeg at åbne op for de her smalltalks igen, mere bevidst. For de er med til at gøre min hverdag meget sjovere. For at bruge en slidt frase, så er den korteste afstand mellem to mennesker, et smil.

Jeg har snakket med en lille familie fra Syrien, i toget mod København. På tysk. Det var sjovt. Og hyggeligt. Og det gjorde mig glad, da jeg, fynboen, kunne hjælpe dem med at finde den rigtige forbindelse videre, på Hovedbanegården.

Jeg har også sludret med kantinelederdamen på mit arbejde. Hun og hendes medarbejdere laver hver dag dejlig mad til 1000 mennesker, og de er altid klar på at løse akutopgaver, når jeg har glemt noget til et møde. Det var dejligt at anerkende det, hun blev glad, og jeg blev glad.

Og så har jeg længe haft et godt øje til en bestemt maskine i fitnesscentret, som ligner noget fra tiden, hvor heksejagt var det nye sort. Jeg er meget bange for at komme til skade i den, eller at ligne en idiot, som ikke har gennemskuet teknik eller tyngdelov. Jeg har brug for instruktion. Så jeg har, i denne uge, bedt en af de helt tunge drenge om at vise mig hvordan den fungerer. Og det viste sig, at han kun er tung udenpå, indeni er han helt almindelig, og glad for at blive bedt om hjælp!

Følelsen af at danse rundt mellem alle mulige mennesker, i alle mulige korte møder, er meget, meget dejlig.

Og hvis man øver sig i at være opmærksom på det, så kan det korteste møde faktisk godt være det mest betydningsfulde. Måske blot betydningsfuldt for den enkelte dag, men måske kan det også få betydning for, at man gør noget anderledes i sit liv.

Jeg tør i hvert fald ikke lade være med at danse videre. Tænk, hvis jeg gik glip af et fantastisk møde?

---------

Det er over et år siden jeg købte navnet livmaylandlyngholm til siden her. Det er først i slutningen af sidste år jeg fik mod nok til, faktisk at fylde noget på den.  Og sende den ud i www.

Og så stoppede det ligesom med modet der. Jeg gik stadig rundt med en irriterende stor tvivl. Så jeg fortalte det ikke til nogen.

Nu er der gået lidt tid. Jeg skriver mere og mere. Noget af det ligger her. En del gør ikke. Måske kommer det til det. Men sidens indhold vokser en lille smule hele tiden. Og det er mit. Mit.

Fantasien er en vigtig muskel at motionere, og at skrive er som en stor gavebod, hvor man (jeg) frit kan hive ned fra alle hylder. Det kan jeg godt lide at tænke på.

Jeg er stadig ikke klokkeklar på hvor det skal tage mig hen. Og det, har jeg bestemt mig for, er ligegyldigt. Måske bliver den stor og fyldig, siden. Og måske er den blot noget jeg har lyst til at lege med i et år. Jeg ved det ikke, og det er helt i orden.

Den beslutning har gjort mig modig nok til at fortælle om den. Så i ugens løb har jeg fortalt tre personer om hvad jeg (også) laver, og det har været med røde kinder og fugtige armhuler (det er åbenbart sådan det er for mig, når jeg stiller mig lidt udenfor min komfortzone). 

De har kigget. Og de har været positive. Og det er jeg, klart nok, glad for. For det som gør det svært at fortælle at man (jeg) skriver, er jo den forbandede jantelov. Og at man lægger sig selv til vurdering. Og at man kan komme til at støde nogen på manchetterne.

Men jeg kan jo ikke lide alle mennesker. Og alle mennesker kan jo ikke lide mig. Eller det jeg skriver. Og det er okay. Det er sådan det er, det Liv.

Og jeg er fast besluttet på at gennemføre det her #Hverdagsmod. Det er sådan jeg er, mig, Liv.

---------

For noget tid siden holdt min bror et spejl op for mig. I overført betydning, forstås. Og jeg har tænkt meget over hvad jeg så. Og på om jeg brød mig om det, eller ej.

Som det mest naturlige sagde han; ”Søs, du er jo sådan en der ikke rigtig siger hvad du mener. Til gengæld er du god til at skrive hvad du mener”.

Det sidste blev jeg glad for. Det første, not so much.

Jeg kom i hvert fald lidt i konflikt med mit selvbillede, for jeg har den ondelyneme taget mange drøje hug for at sige min mening.

Men så kom jeg til at tænke over, at de drøje hug måske ikke så meget skyldes at jeg siger min mening, men mere måden jeg siger den på. Og at det måske var det han mente. Det vil jeg spørge ham om en dag.

I den mellemliggende tid har jeg foreløbigt valgt at være taknemmelig for min brors spejl. Og taknemmelig, fordi jeg orker at tænke over, hvad han siger. Og over at jeg tør forsøge at ændre på noget hos mig selv, som jeg ikke bryder mig om.

Jeg bryder mig vældigt om at ytre min mening! Men jeg bryder mig selvsagt ikke om uvenskab, eller om at få verbaltæv, fordi jeg ikke får formuleret mig tydeligt nok. Eller anerkendende nok. Eller er for stejl.

To gange siden, har jeg haft mulighed for at ændre på min måde at kommunikere på, i noget som kunne være endt konfliktfyldt, hvis jeg ikke havde fået denne her mulighed for at vende skråen, som min bror gav mig.

Begge gange har jeg været svedig i håndfladerne og varm i kinderne. Jeg er helt bevidst trådt ud af min komfortzone, og har gjort noget andet end jeg plejer i sådan en situation, for at se om jeg kunne få et andet, og bedre, resultat, end jeg ellers ville have fået.

Jeg satte bl.a. gearet i skildpadde fremfor hare, som ellers er mit normale gear. Jeg er ret hurtig på aftrækkeren, er typen der starter i andet gear.

Men skildpaddegearet betød at modparten faktisk fik et ben til jorden. Og jeg åd et par kameler.

Det blev et bedre resultat. Begge gange.

Jeg vidste godt i forvejen, at man får forbandet ondt i røven af at ride på kameler. Nu ved jeg også, at kameler er forholdsvis nemme at fordøje, og at de glider nemmere ned, end man umiddelbart skulle tro.

---------