Jeg er ret lun på foredragsgenren, og når jeg bliver modig nok, så vil jeg være foredragsholder.

Lige nu er jeg nået til, lige akkurat, at være modig nok til at sige højt, at det har jeg en drøm om.

Det vigtigste i den ligning er jo, at der er en historie at fortælle, som man tror, vil være interessant for andre at høre. Det arbejder hele tiden bag tæppet.

Men en anden vigtig ting, er at samle sig noget erfaring. For eksempel ved at høre så mange foredrag som muligt, og evaluere dem med sig selv. Og prøve at forestille sig, hvilken slags foredragsholder man selv vil være. For noget er personlighed, og noget er teknik. Og dén balance er væsentlig, hvis man vil være troværdig.

Jeg har de sidste par år været nødt til at bruge irriterende meget krudt, når jeg skulle begive mig væk fra min fysiske komfortzone herhjemme. Her er trygt og godt, ingen overraskelser, og ingen ubehageligheder. Og dermed heller ikke den store udvikling, i arbejdet med at flytte mig fra pivskid til fandenivoldsk. Eller i hvert fald til et nummer mere kæk end nu…

Sådan er det blevet, fordi jeg har fået nogle rap over næsen, idet jeg jo altså har det med at stikke den lidt langt frem. Eller det havde jeg… og det gad jeg egentlig godt turde igen. På egen hånd. Uden at spekulere på, hvad andre tænker.

Så; jeg vil udfordre trangen til at blive i sikkerheden, og følelsen af at være nødt til at følges med nogen, og ikke turde ride solo.

Jeg vil invitere mig selv ud og høre alle de foredrag jeg tænder på.

Og jeg glæder mig til at udvide repertoiret, og at lære noget om alt muligt forskelligt, og især om foredragsteknik- og personlighed.

Og så glæder jeg mig bare til at komme op i galop igen. For jeg tror faktisk godt man kan lære en gammel cirkushest nye kunster. I hvert fald kan jeg begynde at mærke savsmulden kildre lidt i næsen...

---------

En af konsekvenserne af mange år i dysfunktionelle arbejdsmiljøer, er at jeg har fået en (u)vane med at glide langs fodpanelerne, så jeg ikke står i skudlinjen. Jeg har fået muret en tårnhøj væg af blufærdighed op omkring mig.

Det er enormt praktisk og en nødvendig foranstaltning, en overlevelsesstrategi. I en truende situation passer man på sig selv, og hele systemet pakker sig ind i imaginær bobleplast.

Det er smart.

Men når man ikke længere befinder sig i den situation som har truet mentalhygiejnen, så bliver det faktisk ret bøvlet, bobleplasten er til besvær og man skvatter hele tiden i den.

Det går man så og frustreres over i noget tid. At der hele tiden er noget der clasher, mellem det billede man har af sig selv, og så den man faktisk går rundt og opfører sig som.

Og så er det man pludselig fatter, at det ikke er noget der går væk af sig selv, men at man aktivt er nødt til at fatte om lorten, og selv rulle den bobleplast sammen igen.

Et eksempel er, at jeg har fået det ret stramt med at tale i telefon offentligt. Jeg er blevet så blufærdig, at jeg bruger (for meget) energi på at spekulere over, hvad folk tænker. Om mig, om det jeg siger, og om hvor meget jeg må fylde i det offentlige rum.

Nu er der jo ikke noget i vejen med almindeligt hensyn, når man er sammen med andre mennesker henne på samfundets fællesarealer. Men det er ikke det, hæmmende blufærdighed handler om. Det handler om, at man går glip af liv, fordi man hele tiden skal udsætte, overveje og vurdere alle mulige scenarier, for ikke at blive lagt mærke til. Fordi det er blevet en (u)vane at have tvivlen som makker i alle sammenhænge.

En vis portion tvivl er udmærket, det er den der forhindrer os i at blive arrogante og opblæste. Men den fylder altså for meget, når man sætter en hel dags planlagte aktiviteter på hold, fordi man venter et opkald fra tandlægen. Som man ikke kan overskue at tage imod, mens man står ved kassen i Kvickly, eller sidder i romaskinen i Fitness World, for hvad tænker de andre ikke?

Med tvivlen på slæb vil man ikke være til besvær, og derfor falder det slet ikke én ind, at hvis tandlægen ringer forgæves, så prøver hun nok igen senere.

Sådan en dag har jeg haft i den forgangne uge. Jeg var indstillet på at sidde og glo på telefonen, indtil det ventede opkald var afviklet.

Men jeg har jo lovet mig selv at gøre noget andet end jeg plejer. Så jeg gjorde noget andet. Jeg holdt op med at vente. Urovækkende lige først. Temmelig befriende lige efter. Og jeg fik både arbejdet, trænet og handlet.

Og i øvrigt ringede tandlægen ikke tilbage. Hun sendte en mail. Så kan jeg fanme lære det.

---------

Forleden dag hørte jeg min personlighed beskrevet som ”en lille dynamitstang”. Det kan jo betyde både lort og lagkage. Jeg tror det var ment overvejende positivt, med tanke på hvem der sagde det, men jeg ved det ikke med sikkerhed.

Men jeg har altså besluttet mig for at tage det ind som en kompliment, og det er egentlig denne uges mulighed for at gøre noget anderledes, eller med større bevidsthed, end jeg plejer.

For jeg er blevet RØV-dårlig til at tage imod komplimenter, og især hvis de er af den lidt tvetydige slags. Af en eller anden grund er det blevet lettere at tro på negative udsagn og forestillinger, end på de positive. Med mindre man bevidst beslutter sig for at tænke om sig selv, at man er skøn som man er. Lige præcis som man er.

Og det gør jeg så nu. Jeg lover mig selv, at fra nu af vil jeg øve mig i at se folk i øjnene og sige tak, når de giver mig en kompliment.

Det ser ikke ud af noget særligt, når det nu står her, sort på hvidt, det kan jeg godt se. Men det er faktisk en udfordrende øvelse, hvis man i lang tid har mokket rundt nede bagerst i den bus, som på automatpilot kører i en mellemlunken hastighed, og kun fragter passagerer med et selvværd i dørtrinshøjde.

Men altså; en lille dynamitstang, det er mig. Det er faktisk et ret godt billede. Man har jo hørt om dynamitstænger der har ligget i dvale i årevis, og så tager fanden pludselig ved papirerne og der sker ting og sager!

Den her dynamitstang er i hvert fald færdig med at sove til middag. Den vil godt bede om noget fyrværkeri nu, tak.

---------

Jeg har for noget tid siden købt en guldjakke. Den hang i butikken og skinnede, og nærmest trak mig ind til sig. Jeg elsker den. Den er så for meget, og der er formentlig mange som synes jeg er for gammel til at bære den. Og lige da jeg gennemførte betalingen for den, havde jeg det nok lidt på samme måde. En mistanke om, at guldjakken måske kom til at hænge inde i skabet og skinne.

Sådan nogle køb har jeg lavet en del af i mit liv. Da jeg var noget yngre, kunne jeg godt lide at indtage et rum på en måde som blev lagt mærke til. Jeg har købt, og båret, nogle opsigtsvækkende ting, og jeg var ret godt tilfreds med at jeg ikke gled i et med tapetet. Fx havde jeg en herreskjorte i silke, med sort bund og KÆMPESTORE solsikkeblomster, som larmede temmelig meget. Jeg havde også en rasende dyr, kort kjole i karrygul frotté, som var heftig med ti cm høje plateau snøresko til. Eller der var også det år, hvor jeg som konsekvent klubmundering, bar lang velourfrakke og skjorte, slips og lommeur til mit karseklippede hoved, som min ven, Allan, som er tegneserietegner, havde dekoreret med psykedeliske mønstre lavet i afblegningsmiddel.

Der var noget goddaw over de outfits. Og jeg ved ikke helt hvordan det gik til, at den lyst til at lege med tøj og udtryk, stille og roligt forsvandt, og blev byttet ud med en trang til at ligne majoriteten. Jeg har i dag utrolig meget tøj, som er utrolig almindeligt.. og ikke særlig sjovt eller larmende. Måske har min personlighed haft brug for et frikvarter, og så kan det jo være smart at gå lidt stille med dørene, i stedet for at smække dem op med et brag, hver gang man gør sin entré.

Og så har legebarnet alligevel haft held til, indimellem at snige sig ind i min garderobe, i de her lavtflyvende år. Når jeg åbner mit klædeskab, så er der fx en hidsig palmepyjamas der råber ”BØH” lige ud i hovedet på mig, og nu altså også en quiltet guldjakke…

Og så er det vi kommer til det med modet, eller komfortzonen, om man vil. For i lørdags skulle jeg til fest, og i byen, og jeg blev ramt hårdt af lysten til at brage lidt med dørene igen. Stemmerne i mit hoved, hvoraf et par lyder VIRKELIG meget som nogen jeg kender, og som plantede tvivl, fik at vide de skulle holde deres kæft. Og for første gang i mange år, gik jeg i byen i en mundering som larmede lidt mere end normalt, og jeg væltede mig i komplimenter.

Så måske handler det ikke så meget om alder, eller om hvad man ”kan eller ikke kan”, når man er så og så gammel. For hvem fanden bestemmer det? Måske handler det for nogle af os mere om at skabe kontakt, og have noget at snakke om? At grine af, og have det sjovt med. Jeg skal i hvert fald til at have det lidt sjovere med mit tøj igen. Og vis mig lige den trummerum, som ikke ville have godt af at få strøet lidt guld udover sine weekender.

---------

Vi har brugt juledagene i et hus i en skov i Sverige, sammen med venner. Når solen går ned sidst på dagen, bliver der mørkt på en måde som vi slet ikke kender fra byen. Bælgravende mørkt.

Vi gik nogle virkelig fede ture i området, det var smukt og lidt råt, ikke mindst fordi man var i færd med at fælde en del skov for trimningens skyld, så nogle steder fremstod landskabet nærmest goldt.

En af morgenerne besluttede jeg at gå en tur alene. Det virker muligvis ikke som en særlig modig eller frygtindgydende ting, men for en bybo som mig, som nærmest er afhængig af skiltning og gps for at navigere rundt, så var det faktisk lidt angstprovokerende.

Jeg gik ikke en særlig lang tur, 3-4 km blot. Ikke desto mindre nåede jeg at blive urolig et par gange undervejs, jeg begyndte at tvivle på om jeg var gået den rigtige vej når grusstien delte sig, og jeg kom til at tænke på hvor sårbar jeg var, når jeg gik der helt alene i en grå, rå skov.

Jeg lykkedes med at berolige mig selv igen, og jeg holdt panikken væk. Fornuften fik plads, og jeg fik overbevist mig selv om at jeg var på sporet, når jeg bare hele tiden holdt til højre og orienterede mig mod vandet. Og at sandsynligheden for at møde en stor, styg bussemand i en våd skov en juledagsmorgen nok var ret lille. Da jeg havde lavet den kalkule, så kunne jeg nyde resten af turen.

En ensom morgentur virker som sagt ikke som nogen stor ting, men alt andet lige, havde det været nemmere for mig at blive siddende med kaffen i min komfortzone, og vente på at de andre også ville ud og gå.

Men jeg gik selv, det ene ben foran det andet, og det gik godt. Så den vej fortsætter jeg ad.

---------