Når man sætter sig i den, føles det som et stort kram. Den er stor som et hus, er i rustfarvet uld, og har et stel med meget brede armlæn af lakeret egetræ, som fungerer godt som afsætning. Der kan uden problemer blive plads til både et saftglas, en sidetallerken med æblebåde, og en stor roman på armlænene.

Der er to af dem, ens. En til ham og en til hende. Eller måske er det bare for at lave ligevægt i stuen. Der står et bord mellem dem. Og en standerlampe. På bordet ligger hendes fars pibegrej. Forskellige slags tobak, udkradser, stopper, og en læder-Belphegor til at have det hele i, hvis han skal i byen. For det meste kan hun godt lide duften af pibegrejet, undtaget når piben har ligget for længe, og er blevet sur.

På gulvet på den anden side af den ene lænestol, står der en stor kurv med hendes mors habengut. Nogle gange er der strikketøj i kurven. Men hendes mor holder mere af at sy på maskine, så det er ikke så tit. For det meste ligger der en stak Bo bedre- magasiner, dem abonnerer hendes mor på.

Hun husker en bestemt udgave af magasinet, det er fra 1982. I bladet er der et helt tema om ungdomsværelser. Hun er meget forelsket i et af de viste værelser, men ved godt at hendes værelse ikke kommer til at se sådan ud. Det er vist mest ovre i København, at unge mennesker kan få deres forældre til at installere neonlysrør i loftet, og bygge senge af forzinkede vandrør, med hjul under. Men hun får lokket et neon pink sugerør med loop ud af sin mor, og det står som en særlig opstilling i et Coca-Cola glas i hendes vindueskarm. Lidt har også ret.

Det er lørdag middag. Hun er ikke specielt glad for skolen, men på det sidste har hun heller ikke været særlig begejstret for weekenderne. Der er ligesom alt for meget luft omkring dem. Alt for meget tid. Alt for mange muligheder for, at de skal få øje på hende. Og spørge hvordan hun har det. Hun udvikler mange forskellige strategier til at undgå det. Så går hun tur med hunden. Så har hun lektier for. Så skal hun op til en veninde. Tit ligger hun bare på skibsbriksen på sit værelse, og lader som om hun sover.

Lige i dag, har der været så meget ro i huset, at hun har ladet sig omfavne af den ene rustfarvede lænestol, som for tiden står over hjørne, foran stereoanlægget i stuen. Hun har fået et sæt hovedtelefoner til sin konfirmation, de slutter helt tæt. Når hun lukker øjnene, kan hun næsten få sig selv til at tro, at der kun er hende i rummet. Sommetider skubber hun lænestolen hen foran radiatoren, så hun kan sidde og få fødderne varmet. De er næsten altid kolde. Der er ikke fedt nok på hende, til at kroppen kan holde sig varm af sig selv. Men i dag har hun mere brug for musik, end for varme fødder.

Hun kan sidde i meget, meget lang tid, og lade sig overvælde af harpespillet i Andreas Vollenweiders musik. Hun synes det lyder som om harpen græder, og hun føler sig beslægtet med den. Hun forstår ikke, at Andreas Vollenweider har kunnet skrive den her musik, når han aldrig har mødt hende, og umuligt kan vide hvordan hendes følelser lyder. Og alligevel spiller han dem. Hendes følelser.

Selvom hun har lukket sig selv ude, bliver hun alligevel forstyrret af en rumsteren henne fra spiseafdelingen. Det er hendes mor og far, de er i færd med at stille frokost på bordet. Lørdagsfrokost. Den adskiller sig ved, at de sidder ved Wegner-bordet inde i stuen, frem for ved spisepladsen i køkkenet. Om lørdagen bliver lågene pillet af pålægspakkerne og den italienske salat ude i køkkenet, så de ikke ligger og ser uappetitlige ud på spisebordet, mens de spiser.

Hun har allerede for længe siden regnet på hvad hun skal spise, og det er hurtigt overstået. Hun får lov at gå fra bordet, og det gør hendes lillebror også. Hendes mor har åbenbart noget hun skal ordne i køkkenet, så hendes far sidder alene tilbage ved bordet til sidst.

Hun sidder i den rustfarvede lænestol igen, med hovedtelefonerne på. Hendes far sidder med fronten over mod hende, men er vældig optaget af, hvad han skal have på den sidste halve. Han bemærker ikke at hun betragter ham. Hun bliver opslugt af at betragte sin far, og hans glæde ved at vælge sig det helt rigtige pålæg til sin sidste mad. Han har tydeligt store forventninger til smagen, når maden rammer hans smagsløg.

Vollenweider harper løs, og river rundt i hendes 14-årige følelser. Hun opdager at hun græder. Det tørre brød med magert hamburgerryg, som hun har skåret fedtkanten af og vejet på køkkenvægten, ligger i hendes mave og føles i vejen. Hun mærker misundelse over, at hendes far kan blive så glad for et stykke mad. Og ikke spekulere en tøddel over, hvor mange kalorier det indeholder. Han er bare glad.

Hun er ikke glad. Hun er ked af at føle sig fanget i et tyranni, hvor hun skal veje sin mad, veje sig selv, bruge lommeregner, inden hun kan putte noget i munden, motionere som en gal inden skoletid, lave hundredvis af maveøvelser inden sengetid, tjekke døren, vinduet, under sengen, lommekniven, skabsmonsteret, og så videre, og så videre.

Plus en masse andre regler, som der bliver flere og flere af, for hver dag. Den seneste handler om, at hun er blevet bange for om der er kalorier i hendes spyt. Så hun spytter og spytter, hvert andet øjeblik, af frygt for at tage på, hvis hun kommer til at synke sit spyt. Hun synes selv det er lidt ulækkert, og er også bange for hvad de andre tænker, men hun formår ikke at holde op igen.

Hun kan ikke forstå alle de regler, eller hvorfor de er nødvendige. Hun ved bare, at hvis de ikke er der, så kan hun ikke finde ud af det. Reglerne er ligesom et stakit eller et stillads, og hvis de ikke er der, så ved hun ikke hvor hun skal holde fast henne.

Hun er meget træt, når hun går i seng om aftenen. På de dage, hvor hun er lykkedes med at overholde alle reglerne, er hun også tilfreds. Eller i hvert fald rolig. Men hun kan ikke huske hvornår hun var glad. Eller hvad der gjorde hende glad. Men hun venter på at blive det igen. Tror på en måde, at hvis hun bare overholder reglerne, så skal hun nok blive glad.

Da hun ligger i sin seng om aftenen, tænker hun at hun har overholdt reglerne i dag. Selvom det har været svært, fordi det er lørdag. Lige inden hun når at føle sig tilfreds, lægger hun mærke til at hendes kinasko, som hun bruger som sutsko, står lidt tilfældigt ovre ved døren. Hun kan mærke at hun er nødt til at stå op, og sætte dem helt lige, ved siden af hinanden under sengen.

Hun spytter en sidste gang, i den pose hun har gemt under hovedpuden til formålet, og minder sig selv om, at det må hun huske fra nu af. Kinaskoene skal stå lige.

Så skal hun nok blive glad.

---------

Der slipper kun en smal stribe blegt lys ind gennem sprækken i de brunstribede gardiner i det beklumrede soveværelse. Frank er gået i stå midt i en bevægelse. Han står i værelset og stirrer hjælpeløst på sin mor. Franks mor er død, og det har lige ramt ham.

Frank Sylvester, også kaldet Frank Formbrød, eller af byens yngre diskoteksgæster, Frank Tikrone, har boet i det samme hus, i den samme gade, hele sit liv. Han har altid boet sammen med sin mor. Franks far drak sig ihjel, da Frank endnu gik i skole. Han husker ikke længere præcist hvornår.

Da de blev alene, Frank og hans mor, blev Frank manden i huset. Mænd i huset går ikke i skole. I hvert fald ikke i folkeskole. Så det holdt Frank også op med. I stedet begyndte han at samle flasker, som han solgte i Brugsen, og hans ferme omgang med tom emballage gjorde, at han nemt fik job på den lokale genbrugsstation, først som fejedreng, senere som arbejdsmand. Der er han endnu.

Frank har evner som irettesætter, og folk bliver på en temmelig bestemt facon bedt om at rette sig efter skiltene på containerne, hvis de for eksempel lusker sig til at smide husholdningsaffald i ”småt brændbart”. Mere end en gang har Frank bedt folk om at kravle op i containeren efter deres lort, for så at følge dem tæt hen til den korrekte container. Det sker efterhånden sjældent, hans rygte er løbet i forvejen i lokalområdet. Nu om dage sker det kun, hvis en tilflytter endnu ikke har hørt om Franks metoder, når vedkommende kommer og læsser flytteoverskud af.  

Men så kan Frank få afløb for sit betjent-gen i sit andet job. Det job, som har givet ham tilnavnet Frank Tikrone. I weekenden arbejder Frank som dørmand på det lokale diskotek, et job han har fået fordi hans krop har lige præcis den statur, der kræves til det.

Gennem alle årene, siden han gik ud af skolen, har Frank løftet vægte i et center, som har til huse i kælderen under et baghus i indre by. I virkeligheden er det nok en tilsnigelse at kalde det et ”center”, for der er ingen reception, ingen skabe til personlige ejendele, knap nok et baderum. Men det som tiltaler Frank og de øvrige medlemmer, er netop det. De kan få lov at gå i fred og flytte rundt på de tunge vægte, og der er absolut ingen der blander sig i, hvor mange proteinshakes og steroider de fylder i sig. Og fordi de gør det alle sammen, er der heller ingen der bemærker deres kortluntede adfærd, eller de mange bumser, som springer ud på deres enorme, trekantede rygge. For de ligner hinanden, de er brødre i det samme fællesskab.

Det er her i denne, for Frank, trygge ramme, at han har fået sit andet tilnavn, Formbrød. Dels fordi han efterhånden har facon som et, dels fordi han ynder at konfirmere et udhulet formbrød, fyldt med flødeboller med kokos, på vej hjem fra træning.

Kokosdrysset har engang været direkte årsag til, at Frank gav en ung, lidt for frisk, diskoteksgæst en ordentlig en på sinkadusen. Frank havde været en anelse for sent på den, fordi en af de andre tunge drenge i træningscenteret havde haft fødselsdag, og det havde de fejret med lidt til næsen. Frank var blevet sat ud af spillet, han var simpelthen besvimet, og de andre drenge havde skiftedes til at ruske ham og dyppe hans hoved i det kølige toiletvand, for at få ham i slaget igen.

Han var kommet til sig selv, og havde fået stablet sig på benene, havde lige akkurat nået at sætte en fod i døren hos bageren inden lukketid, så han kunne få sit andet ”drug”. Det dårlige næsefix havde gjort ham ekstra sulten og ekstra kortluntet. Formbrødet med flødebollerne havde han drønet i svælget, sulten som en løve. Han havde haft for travlt til at tjekke, om han var præsentabel nok til at stille sig i døren på diskoteket, og passe sit arbejde. Så han havde åbenbart haft kokos i det ene næsebor. Kokos eller kokain, for Frank er det uden betydning, for begge dele vil han gerne skjule, at han har hang til.

Da den unge gæst påpeger det hvide i Franks næsebor, pakket ind i en fuldemandsvittighed, mister Frank besindelsen, og svinger fyren en på kassen, helt omme fra ryggen. Fyren vælter omkuld, og hans kammerater glor vantro på Frank Tikrone. Som ikke fortrækker en mine, men blot stiller sig tilbage i sin dørmandsposition, med armene over kors, og siger; ”Jeres ven ser træt ud, jeg tror I skal ringe efter en vogn til ham. Til I andre, entreen er ti kroner.”

I et kvart århundrede har Franks verden virket mellem disse fire fixpunkter. Hjemmet sammen med moren, genbrugspladsen, træningscentret og diskotek Palads. Nu står han midt i sin mors soveværelse, et rum han kun har været i ganske få gange i de 25 år. Han har egentlig aldrig ofret mange tanker på sin mor, udover de ufarlige tjekpunkter de i fællesskab har fået stillet an med; har hun mad i køleskabet, er der penge til terminen, kan han følge hende til frisøren i næste uge, osv., osv. Han har aldrig beskæftiget sig med hvordan hun egentlig havde det, og det samme gjaldt den anden vej rundt. For Franks mor var intet nyt, godt nyt.

Alligevel står han nu her og er rystet i sin grundvold. For selvom han har de tunge drenge i træningscenteret, sin dørmandskollega på Palads, og de andre orange kedeldragter på genbrugspladsen, så er hans first base tom nu.

Og Frank ved godt hvordan han tackler fulde teenagere, for det meste i hvert fald, og han ved også hvordan han får utidige borgere på genbrugspladsen til at rette ind. Men Frank aner ikke hvad fanden der foregår i den enorme brystkasse lige nu. Kun at det gør jävla ondt. Han spekulerer på, om det kan være noget han har spist. Eller om han har lavet et forkert vrid i et for tungt løft. Han synes ikke han har gjort andet end han plejer. Det eneste andet, som ikke er som det plejer er, at hans mor er død. Og han er alene.

Franks formbrødsformede krop sætter sig i bevægelse igen. Han vrikker ned af trappen og styrer mod køkkenet. Han sætter sig tungt på den trebenede taburet med det blåmønstrede plasticovertræk, som han har gjort det hver morgen i hele sit liv. Taburetten ligesom dirrer lidt i det ene ben, og så begynder de to andre ben at følge efter, og først langsomt, så forbløffende hurtigt, flyder de alle tre i hver sin retning, og Frank sidder på sædet, som nu ligger på gulvet. Taburetten er drattet sammen under hans vægt, i en bevægelse der har stor lighed med Bambi på isen.

Frank har mistet sin mor. Og han har mistet sin faste plads i køkkenet, hvorfra han har kigget på det samme lille stykke virkelighed udenfor køkkenvinduet, i hele sit liv. Han tænker på at han må sig købe en ny, mere solid taburet, og at han måske vil prøve at stille den på den anden side af det lille køkkenbord. Og få sig et nyt stykke virkelighed at kigge på.

Men først skal han finde ud af hvad han skal gøre med sin mor. Hans første indskydelse er at spørge hende. Det er det han plejer at gøre. Han kommer i tanke om, at den mulighed ikke er der mere. Han er nødt til at tænke sig grundigt om. Frank er ikke vant til at tænke sig grundigt om, så han mærker næsten omgående en spænding i baghovedet.

Han knækker nakken en gang til hver side, og så rejser han sig for at gå ned til bageren efter et formbrød og en bakke flødeboller. For Frank tænker bedst med flødebolleformbrød i munden. Han rammes et sekund af en lille glæde over, at han kan bringe begge dele med hjem i køkkenet, og tilberede måltidet i ro og mag, uden at være flov. For han er alene hjemme nu. Han er for alvor manden i huset nu. Og han kan spise formbrød med flødeboller i sit eget hus hver dag i resten af sit liv, hvis han gider.

Da han står nede ved bageren, synes han på en måde at det er en særlig dag. Hans mor er død. Han er manden i huset. Frank plejer at købe en bakke flødeboller med tre rækker; to rækker uden kokos, og en række med kokos. I dag vil han flotte sig, og køber derfor en bakke ekstra, så han får to rækker med kokos.

Af gammel, indgroet vane lægger Frank det beløb han plejer, for sit formbrød og sin flødebollebakke.

Manden i huset kommer til at smile, da bagerjomfruen tæller pengene, og siger; ”Der mangler ti kroner”.

Frank glæder sig til at sidde et nyt sted i køkkenet, og kigge på et nyt stykke virkelighed. Egentlig synes han, for første gang i sit liv, at pengene passer.

---------

”Men følte du slet ikke frygt?” spørger psykologen. ”Næh, jeg var vel ligeglad, tror jeg” svarer hun.

   Det er ottende aftale hos psykologen, som er en midaldrende dame med gråt hår, og et par øjne af den slags, der ligesom spidder en. Sådan nogle øjne kan man ikke komme udenom, og det har hun opdaget allerede i løbet af deres anden aftale, så derfor har hun besluttet, at hun ligeså godt kan gå til stålet. Komme af med lortet. Og se, hvad psykologen så vil stille op med det.

   Ikke fordi hun forestiller sig, at hendes historie er noget særligt, psykologer lægger vel øre til alt muligt skrammel. Men hendes historie er jo særlig for hende selv. Og derfor er den aldrig rigtigt blevet fortalt. For noget af det særlige ved den er, at hun synes det er en flov historie, som ikke rigtig passer som baggrund for den, hun er nu.

   ”Hvad gjorde du så, da du opdagede at I havde haft samleje ovenpå den her kasse fuld af skydevåben?” spørger psykologen.

   Hun prøver at huske hvad hun gjorde. Det er svært, for det er jo længe siden, og hun husker bedst følelsen af at være blevet forløst. Følelsen af, at tingene ikke kunne være forløbet anderledes, hvis hun skulle føle sig hel.

   Lige dét, fornemmer hun, er et udsagn psykologen vil tage fat i. Som et slags gennembrud. For næste spørgsmål handler om, hvad det så er hun mon har manglet, siden hun har været nødt til at kaste sig ud i så hasarderede situationer og relationer.

   Som at have ubeskyttet sex med en næsten ukendt mand, i en politiovervåget lejlighed i en forstadsghetto. Uden at tage tøjet af. Fordi det ikke var til at vide, om de ville blive nødt til at hoppe ud af vinduet og stikke af fra politiet.

   ”Altså, jeg tror nok jeg var ret vild med ham. Eller.. jeg var måske vild med jagten, altså, om jeg kunne få ham. Og det kunne jeg jo, og jeg tænkte nok på det på den måde, at han løb en risiko for min skyld. For at have sex med mig.” siger hun. ”Ja, det gjorde han måske også. Men hvad var det du skulle have ud af den her, objektivt set, ret usunde situation?” spørger psykologen.

   Hun sidder stille lidt, og psykologen lader hende gøre det. De er bare stille sammen. Hun kommer til at tænke på, at det er dyre minutter, for timeprisen hos psykologen er 1200 kr. Det er der ikke så meget at gøre ved. For hun er faldet i staver over det, der faktisk skete bagefter. Da de havde knaldet ovenpå en bunke skydevåben, som hun ikke vidste om var ladte eller ej.

   Hun havde set sig omkring. De slidte møbler, det tarvelige sofabord med brændemærker efter glemte cigaretter, og spejle og barberblade, og en børnemadkasse med Postmand Per på låget, som var fuld af poser med kokain.

   Hun erindrer pludselig med hele kroppen, følelsen af at halsen snører sig sammen. Mens hun lå på ryggen på det snavsede lagen, og kun havde udsyn til hans øjne, og nydelsen i dem, følte hun styrke, og var bevidst om sin seksuelle magt. Men det klinger af, og det er som om lyset i lejligheden skifter til gråt. Gråt og koldt. Og hun fryser, selvom hun slet ikke har været af tøjet, han har bare skaffet sig vej, ved at krænge hendes trusser ud til den ene side.

   ”Og du var stadig ikke bange? På det her tidspunkt må du jo have forstået, at du befandt dig et sted, hvor du var i en eller anden risiko for at lide overlast?” siger psykologen.

   Hendes krop fortæller hende nu, at, ja, det har hun været klar over, for hun kommer til at skælve. Eller hendes krop har været klar over det.

   Dengang havde hun sat sig op, spurgt efter en cigaret, krænget trusserne tilbage på plads, og givet sig til at lede efter rester af den lyst i hans øjne, som ville umuliggøre det for ham at slippe hende. Givet hende magten tilbage. Men hun fandt den ikke, lysten. Han stressede og tog en bane. Hun røg færdigt og sagde farvel. Hun husker ikke om han sagde farvel.

   Men hun husker, at hun mærkede benene ryste under sig, da hun gik ned af betontrappen i opgangen, hvor lyset ikke virkede. Hun husker ømheden i skridtet, da hun cyklede tilbage til byen i aftenmørket. Hun husker den kløende fornemmelse af sæd, der løb ned af inderlåret, når hun var nødt til at standse for rødt lys. Hun husker ulysten til at tage hjem og være alene, og trangen til at tage i byen og drikke tankerne væk fra fiaskoen.

   Hun er midt i sin ottende aftale med den gråhårede psykolog, som ikke er bange for stilhed, og som godt tør gå med hende ind i den rædsomme situation i den kummerlige lejlighed, og som ikke lader til at synes ringere om hende, efter at have hørt historien.

   Det er her hun opdager, at det ikke var den lurvede lejlighed, den dårlige hygiejne, kriminaliteten eller den nedværdigende sex, hun opfattede som fiasko. Fiaskoen var, at hun ikke havde formået at fange ham ind igen. At fastholde ham, og fastholde magten. At hun var villig til at udsætte sig selv for stor risiko, for at få forløst en forkvaklet magt. Det er en tung erkendelse.

   Nede på gaden igen, er det alligevel som om hun er blevet en my lettere. Hun har fortalt en historie, sat sig selv til skue, og hun er her endnu. Og hun har en ny aftale med psykologen. Som ikke ved at hun har mange af de her historier, som er flettet ind i hinanden, som et indviklet strikketøj, der er hendes liv.

   Et stykke håndarbejde, som i starten er lidt ujævnt, men som snart bliver ensartet og farvekoordineret, for så at bestå af et langt stykke af ujævne og tabte masker i et rodet farvekaos, så en række pinde i grå nuancer, som pludselig eksploderer i kulører og mønstre og bredder. Og lige nu ligger strikketøjet i en kurv og læner sig op af nogle garnnøgler, som ikke rigtig dur. Hun kan ikke bekvemme sig til at træffe en beslutning om, hvad der vil passe nu, på det her sted i strikketøjet.

   Men hun ved, at når hun beslutter sig, så skal der være et lille dryp af gråt, for psykologens hår. Og et stykke med blåt, for hendes eget mod. For hende er mod blåt. Og kærlighed er grønt. Ikke rødt.

   Rødt er farven på den prik, som lander på folk, når man peger på dem med et præcisionsvåben. Det kan hun mærke at hendes krop ved, ret præcist. Men hun er ikke parat til at huske hvorfra, helt præcist.

---------

Den er sort. Og nogle steder lidt snasket. Æggehvide, flåede tomater, bøf med løg. Posen er af den billige, dårlige kvalitet der flås itu, bare man ser på den. Posen bør være af en bedre kvalitet, når der altid er overlæs på.

Den sorte skraldespand med billige poser er altid fyldt. Selv når den lige tømt, går der kun et øjeblik inden den er fyldt igen. Han er ved at gå op i limningen over det. For det er hans tjans at gå ud med skraldet. Hver dag står han i lort til knæene, eller i hvert fald er hans sutsko smurt ind i æggehvide, flåede tomater, bøf med løg.

Han råber. At han ikke forstår, at det skal være så forbandet vanskeligt at tømme skraldespanden inden posen ikke længere kan rumme mere lort, så lortet lander på hans sutsko.

Hun ler. Det er flabet. At le. Men hun ved at han har brug for at råbe ovenpå en arbejdsdag, som har været frustrerende. Og siger, at det jo faktisk er meget praktisk med sådan en elendig skraldespand, som aldrig rigtigt fungerer. For den fungerer på en måde. Som målestok for hvor godt de har det. Hvis den elendige skraldespand med dens elendige poser og dens elendige lorteaffald er deres største problem her i livet, så har de det faktisk som blommen i et æg.

Han råber tilbage, at æggeblommer er lige så ulækkert at få i sutskoene, som æggehvider. Hun siger, at det forstår hun godt. Det er bare noget hun siger. Hun forstår det ikke. At han orker at blive så hidsig over noget så ligegyldigt. Måske forstår hun det godt lidt. Hun har ham mistænkt for, at råberiet over skraldespanden dækker over en frygt for at råbe af hende.

Han ved, at hun kan udmanøvrere ham i en diskussion, så let som at klø sig i nakken. Og han ved, at hun ved det. Det er ulige. Og hun ved godt, at det er hende der skal sørge for at det bliver lige. Derfor siger hun, at hun godt forstår det. For at give ham en ventil.

Han er ukompliceret. Han er en mand. Sommetider føles aldersforskellen på to måneder som to årtier. Og sommetider, når hun vil gøre ham ondt, spiller hun på det. At hun kan køre ham i sænk. Nyder at hun kan gøre ham lille. At se ham gå i stykker.

For det meste, heldigvis, er hun ordentlig. For han er også ordentlig. For det meste. De har det som blommen i et æg. Siger de til hinanden. Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt. Bare vi ikke får større problemer, så skal vi være glade.

Sommetider tror hun at de snakker sådan, fordi ingen af dem tør, eller gider, at sige hvordan de i virkeligheden har det. Derfor gør hun ikke noget ved den elendige skraldespand med dens elendige poser og dens elendige lorteaffald. For det er det tidspunkt, hvor de nærmer sig noget ægte. Hvor der kommer råb og følelser og ord på lortet.

Hun går ud og åbner skabslågen, for at smide sit tyggegummi i skraldespanden. Det falder oven af, og triller ned og lægger sig i bunden af skabet, op ad den elendige, snaskede skraldespand. Hun lader det ligge. Lukker skabslågen. Venter.

------------

Sommetider vågner hun med en minusfølelse i kroppen. Som om der ingen grund er til at stå op. For hun er for tyk. For ufokuseret. For dårlig til at få det meste ud af tiden. Som om livet er visnet.

Men hun står op. Alligevel. Hver dag. Nogen er afhængig af hende. En gang imellem er det dejligt. Men i dag føles det klaustrofobisk. Det føler hun skyld over. Egoistisk. De dage hvor der er overskud, kan hun godt få sin forstand til at arbejde rundt om, at det må være fordi hun mangler at få fyldt noget på selv, og at det ikke er fordi hun er et skidt menneske.

Når dem der er afhængige af hende er gået ud i livet om morgenen, slukker hun for sig selv igen. Drikker kaffe. To kopper. Ryger cigaretter. To styks. Tal og systemer og tidspunker. Hvis hun skal rumme minusfølelsen er det nødvendigt. Ser hjernedødt tv. Hjernen arbejder alligevel med tal imens. Havregryn og blåbær og hørfrø og mælk. En, to, tre, fire. Kaffe og kaffe og cigaret og cigaret. En, to, tre, fire. Ro på.

Efter en time får den dårlige samvittighed overtaget. Bad. Skrub, ansigtsvask, barbering, hårvask. En, to, tre, fire. Tøj på. Trusser, bh, bukser, T-shirt. En, to, tre, fire. Til vinter må hun drikke mere kaffe og spise mere morgenmad og ryge flere smøger, når hun også skal til at bruge strømper og striktrøje. Eller begynde at arbejde med brøker.

Lige nu og her, skal hun bare sørge for at starte med det rigtige ben først, på vej ned ad trappen. Ellers er hun nødt til at gå op og starte forfra. Og hun er allerede bagud med sit arbejde. Der er seksten trin. Venstre først. Fire gange en, to, tre, fire.

Arbejdet tager form. Men det går langsomt. For hun keder sig. Det føles som om hun vil noget andet. Noget mere. Som om hun spilder liv. Men den konkrete plan viser sig ikke. Hun ved for det meste hvad hun kan. Og hun kan for det meste formulere det. Hun ved bare ikke hvem der kan bruge det. Eller hvad hun selv kan bruge det til. Minusfølelse.

Formiddagen går over i eftermiddag. Frokosten fylder alt for meget i maven, så koncentrationen er røget. Hun ved det godt. Men hun pisker sig selv til at lade arbejdet stå åbent. Som et fysisk symbol på at hun ikke har givet op. Men at hun bare holder frokostpause. En frokostpause som varer resten af dagen. Hun ved det godt.

Dem der er afhængige af hende begynder at komme hjem fra deres ture ud i livet. Og hun er nødt til at tænde for sig selv igen. Og opfylde behov. Deres, ikke sine egne. Hun gør det med automatpiloten slået til. Ordner, arrangerer, problemløser og gør ved. Så godt hun kan, lytter hun til deres stemmer. Og prøver at forstå hvad de fortæller. Og prøver at regne ud hvordan hun skal respondere på det. Er nødt til at gå på toilettet og tørre øjnene, fordi hun rammes af sorg over, at hun ikke lykkes med at finde begejstring over deres liv, men er nødt til at fake den. Begejstringen. Lysten.

Hun er ikke deprimeret. Hun er bare forvirret. Og når der kommer en ny dag, uden minusfølelse, vil hun kunne få sin forstand til at arbejde rundt om, at det er okay. Forvirring stopper igen. En af dagene. Og så viser den konkrete plan sig. Hun ved det. Hun er gammel nok til at vide det. Den dag kan hun igen mærke begejstringen over det, dem der er afhængige af hende, fortæller.

Lige nu og her, skal hun turde lade sig skylle med af minusfølelsen. Og en af dagene glemmer hun at tælle. Trin, kaffe, mad, smøger. En, to, tre, fire. Hun ved det.

---------