Trimdag

Skolegårdens stilhed bliver brudt

Blå kløverkasser laver larm

Altid mælk som altid er varm

 

Skolebussen spytter børn ud

Nu er jeg ikke kun mig mere

Nu er vi pludselig mange flere

 

Æggebakkerummet laver opvarmningsmusik

Niende og tiende er seje fyre og labre larver

De små har til gengæld kondisko i alle farver

 

Starten går når læreren fløjter

Vælg mellem 3, 5 eller 10 kilometer

Han ser helt forkert ud, han mangler sit kateder

 

Efterårsferien er lige om hjørnet

Jeg er en fusker, Mette bor på vejen

Jeg smutter med ind, for jeg er sgu min egen

 

Vi bagtaler lærerne mens vi venter

Joggingbukser med store numser

Vi sku nødigt snakke med alle vores bumser

 

Så er første hold ved at være tilbage

Vi lister ud og glider ind i mængden

Har altid hørt det ikke kommer an på længden

 

Stemningen i skolegården er hektisk

Vi venter på belønning for vores strabadser

Men vi kan kun se de blå kløverkasser

 

Hurra, der er juice i kartonerne i dag

Der skal c-vitaminer til at holde os i gang

Jeg drikker, puster op, hopper, BANG!

 

--------------------------

Garderobetanker

 

Jeg mærker maven slår en knude

og selv om det er ventet

er jeg hele tiden ved at tude

 

Og selv om det er ventet

føler jeg mig fortabt og forladt

lige indtil jeg bliver hentet

 

Jeg føler mig fortabt og forladt

og sidder tit i skabet med mit navn

savnet tynger mig helt mat

 

Jeg sidder tit i skabet med mit navn

jakken lugter af hjemme og mor

lugten dulmer hverdagens savn

 

Jakken lugter af hjemme og mor

når jeg kigger ud af ruden

kan jeg se huset hvor jeg bor

 

Da jeg kigger ud af ruden

kommer vores bil rundt om hjørnet

det løsner op for maveknuden!

 

---------------

Koen og klatretræet

Cyklens dæktryk er perfekt

Jeg er klar til helvedesbakken

Dynamoen er godt nok defekt

Men solen skinner og der er rygeost i madpakken!

 

Det er varmt og tørt og gult

Jeg trænger til min vand med Baldur på maven

Så tørt at klap på en knold lyder hult

Savner pludselig skyggetræet hjemme i haven

 

Min arm er brun og stærk og støvet

Jeg vil op i træet og sidde og glo

Jeg ved først når jeg har prøvet

Om man kan få øje på andet end en ko

 

Ingen køer men jeg spottede ishuset

Jeg hopper ned og springer på min havelåge

Sådan må det føles at være beruset

Jeg cykler langs vandet om kap med en måge

 

---------------

Uhyret

Udenfor står natten på spring

Jeg skal snart ind og sove

Uhyret er allerede under min seng!

 

Der er noget uden for ruden

Jeg tror det er børnelokkeren

Far kom og giv ham en på tuden!

 

Kig under sengen og inde i mit skab

Bliv hos mig til jeg sover

Pjat med dig, sov nu - gab...

 

Jeg så en bevægelse og hørte noget

Kig lige igen om uhyret er væk

Ja, og så sover du, vær ikke så fjoget!

 

Plakaten med E.T. griner grumt

Bare jeg kunne få fantasien til at sige stop

Suk, det er simpelthen for dumt...

 

Jeg er så træt, jeg prøver fårene, hop, hop

Mmm, søvnen kommer glidende og pakker mig ind

Jeg når lige at se at månen er stået op.

 

--------------